536
Og saa holdt Skoven op. Der havde jo været mange skønne Sletter højere oppe i Landet, men de havde alle været indrammede af Skov. Skoven var alle Vegne. Det var, som om Landet egentlig tilhørte Træerne, og den dyrkede Jord laa som store, ryddede Pletter i Skoven. Og paa alle Sletter var der fuldt op af Træklynger og Smaalunde, som for at vise, at Skoven naarsomhelst kunde komme og tage Landet igen.
Men her var det anderledes. Her var det Sletten, der havde taget Magten. Den strakte sig helt hen til Synskredsen. Der var store, plantede Skove, men ingen vild Skov. Men netop dette, at Landet laa saa aabent med Mark ved Mark, gjorde, at det mindede Drengen om Skaane. Den aabne Strand med Strandbred og Tangbunker syntes han ogsaa, han kendte. Han blev baade glad og urolig, da han saa dette. „Nu kan jeg ikke have langt hjem!” tænkte han.
Landskabet forandrede sig dog. Aaer kom brusende ned fra Vestergötland og Småland og brød Slettens Ensformighed. Søer, Moser, Lyngheder og Flyvesandsstrækninger lagde sig i Vejen for Markerne, men disse bredte sig dog bestandig videre, lige til Hallandsås hævede sig nede ved Skaanes Grænse med sine smukke Kløfter og Dale.
Det havde hændt flere Gange paa Rejsen, at de unge Gæs spurgte dem, der var gamle i Flokken: „Hvordan ser der ud: i Udlandet? Hvordan ser der ud i Udlandet?“
„Vent, vent! I skal snart faa det at vide,” sagde de, der havde fløjet op og ned gennem Landet mange Gange.
Da de unge Gæs saa Värmlands lange Skovaase og de blanke Søer inde imellem dem eller Bohusläns Klipper eller Vestergötlands kønne Smaabjerge, undrede de sig spurgte: „Ser hele Verden saadan ud? Ser hele Verden saadan ud?”
„Vent, vent! I skal snart faa at vide, hvordan der ser ud i en stor Del af Verden,” svarede de gamle.
Da Vildgæssene var fløjet over Hallandsås og var kommen et godt Stykke ned i Skaane, raabte Akkaa: „Kig nu ned! Se jer om! Saadan ser der ud i Udlandet.”
De fløj netop over Söderåsen. Hele det lange Højdedrag var dækket af Bøgeskove, og inde i Skovene laa der skønne Slotte med høje Taarne. Imellem Træerne græssede Raadyr, og paa Skovsletterne legede Harer. Jagthorn lød ud fra Skovene, Hundenes skarpe Gøen kunde høres op til den flyvende
