Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/546

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

540

„Jeg gad vidst, om din Fader har en Bøsse?” sagde Akka pludselig. — „Ja, det skulde jeg mene, han har,” sagde Drengen. „Det var jo for Bøssens Skyld, jeg blev hjemme i Stedet for at gaa i Kirke den Søndag.” — „Saa tør jeg ikke staa her og vente paa dig,” sagde Akka. „Det er bedst, du støder til os ved Smygehuk i Morgen tidlig, saa kan du blive hjemme Natten over.” — „Aa nej, flyv ikke jeres Vej endnu, Mor Akka!“ raabte Drengen og sprang hurtig ned fra Gærdet. Han vidste ikke, hvad det kom af, men han fik ligesom en Anelse om, at der kunde tilstøde ham eller Vildgæssene noget, saa de aldrig mere fik hinanden at se. „I kan jo nok se, jeg er bedrøvet over, at jeg ikke faar min rette Skikkelse tilbage,” vedblev han. „Men jeg vil sige jer, at jeg ikke fortryder, jeg fulgte med jer i Foraaret. Nej, jeg vil hellere aldrig mere blive Menneske igen, end jeg vilde have undværet den Rejse.” Akka sugede Luft til sig et Par Gange, inden hun svarede: „Der er en Ting, jeg vilde have talt med dig om for længe siden, men naar du dog ikke skulde vende tilbage til din Familie, syntes jeg ikke, det hastede. Men det kan jo aldrig skade at have talt om det.” — „I véd, at der ikke er den Ting, jeg ikke gerne vil gøre for jer!” sagde Drengen. — „Har du lært noget godt hos os, Tommeltot, saa synes du maaske ikke længer, at Menneskene alene skal eje Jorden,” sagde Førergaasen højtideligt. „Husk paa, at I har et stort Land, og at I nok kunde have Raad til at overlade nogle nøgne Skær og nogle sumpede Søer og Moser og nogle øde Fjelde og afsides Skove til os stakkels Dyr, saa vi kunde være i Fred! I alle de Aar, jeg har levet, har jeg været jaget og forfulgt. Det vilde være godt at vide, at der var et Fristed ogsaa for en som mig.”

„Jeg vilde sandelig være glad, dersom jeg kunde have hjulpet jer med det,” sagde Drengen, „men jeg faar sagtens aldrig nogen Magt iblandt Mennesker.” — „Men staar vi ikke her og taler, som om vi aldrig mer skulde ses!” sagde Akka, „og vi træffes jo endda i Morgen. Nu flyver jeg tilbage til min Flok.” Hun løftede Vingerne, men kom tilbage, strøg et Par Gange med Næbbet op og ned ad Tommeltot og fløj saa tilsidst sin Vej.

Det var højlys Dag, men der var ikke et Menneske at se i Gaarden, saa Drengen kunde gaa, hvorhen han vilde. Han skyndte sig hen til Kostalden, for hos Køerne vidste han, han kunde faa bedst Besked. Der saa' sørgeligt ud