541
derinde. I Foraaret havde der været tre prægtige Køer, men nu stod der kun en eneste Ko. Det var Majrose, og man kunde se paa hende, hun længtes efter sine Kammerater. Hun hang med Hovedet og havde knap rørt et Straa af det Foder, der laa foran hende.
„God Dag, Majrose!” sagde Drengen og sprang uden Frygt ind i Baasen. „Hvordan staar det til med Moder og Fader? Hvordan har Katten og Gæssene og Hønsene det, og hvor har du gjort af Stjerne og Guldlilje?”
Da Majrose hørte Drengens Stemme, gav det et Sæt i hende, og det saa' ud, som om hun havde Lyst til at støde til ham med Hornene. Men hun var ikke saa ilter nu som før, men gav sig Tid til at se paa Niels Holgersen, inden hun stangede ham. Han var lige saa lille, som da han rejste, og han havde det samme Tøj paa, men han lignede alligevel slet ikke sig selv. Den Niels Holgersen, der var rejst sin Vej om Foraaret, havde en tung og langsom Gang, hans Stemme var slæbende og hans Øjne søvnige, men den, der kom igen, var let og smidig, hurtig i sin Tale, og han havde et Par Øjne, der lyste og skinnede. Hans Holdning var saa kæk, at man ikke kunde andet end faa Respekt for ham, saa lille han var, og skønt han ikke selv saa' glad ud, blev man glad, naar man saa' paa ham.
Muuh,“ brølede Majrose. „De sagde, han var bleven anderledes, men jeg vilde ikke tro det. Velkommen hjem, Niels Holgersen, velkommen hjem! Det er den første glade Stund, jeg har haft i mange Herrens Tider!” — „Tak skal du have, Majrose!” sagde Drengen og blev glad overrasket ved den venlige Modtagelse. „Fortæl mig nu, hvordan det staar til med Fader og Moder!”
„De har ikke haft andet end Sorger og Ulykker, siden du rejste din Vej,“ sagde Majrose. „Det allerværste var den dyre Hest, der nu har staaet og ikke gjort andet end æde hele Sommeren. Din Fader kan ikke faa sig til at skyde den, og sælge den kan han ikke. Det er Hestens Skyld, at baade Stjerne og Guldlilje maatte sælges.”
Der var noget andet, som egentlig var det, Drengen vilde vide, men han undsaa sig ved at spørge rent ud. Derfor sagde han: „Moder blev vel meget ked af det, da hun saa', at Morten Gase var fløjet sin Vej?”
„Jeg tror ikke, hun havde taget sig det saa nær med Gasen, dersom hun havde vidst, hvordan det gik til, at han
