Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/551

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

545

Tilsidst gav han sig til at kigge og føle paa Undersiden af Hoven. „Jeg tror sandelig, der sidder noget skarpt derinde!“ mumlede han lidt efter.

Mens Faderen var optaget af Hesten, og Drengen sad gemt i en Krog af Stalden, kom der flere fremmede til Gaarden. Sagen var den, at da Morten Gase var saa nær ved sit gamle Hjem, var det ham umuligt at modstaa Lysten til at vise Kone og Børn; frem for de gamle Kammerater i Husmandshuset, og uden videre Omsvøb tog han Dunfin og Gæslingerne med og fløj derhen.

Der var ingen Mennesker ude i Gaarden hos Holger Nielsens, da Gasen kom flyvende, saa han kunde ganske rolig slaa ned og i Ro og Mag gaa om og vise Dunfin, hvor mageløst han havde haft det, mens han endnu var en tam Gaas. Da de havde beset hele Gaardspladsen, opdagede han, at Døren til Kostalden stod aaben. „Kig herind et Øjeblik!“ sagde han, „saa skal du se, hvordan jeg boede i gamle Dage! Det var noget andet end at holde til i Kær og Sumpe, som vi nu gør.“

Gasen stod paa Dørtrinnet og saa' ind i Kostalden. „Her er ikke et Mennneske,“ sagde ham. „Kom, Dunfin, saa skal du se Gaasestien! Du skal ikke være bange! Der er ikke den mindste Fare!”

Og saa gik Gasen, Dunfin og alle seks Unger ind i Gaasestien for at se, hvad for en Glans og Herlighed den store, hvide havde levet i, inden han gav sig i Flok med Vildgæs.

„Ja, se saadan havde vi det! Der var min Plads, og der stod Ædetruget, der altid var fuldt af Havne og Vand,” sagde Gasen. „Bi lidt, der er ogsaa Mad i det nu!” Og dermed løb han hen til Truget og gav sig til at slubre Havre i sig.

Men Dunfin var urolig. „Lad os nu gaa ud igen!” sagde hun. — „Blot et Par Korn til!“ sagde Gasen. I det samme udstødte han et Skrig og skyndte sig hen til Udgangen. Men det var for sent. Døren smækkede i, Holger Nielsens Kone stod udenfor og satte Krampen paa, og der var de lukket inde!

Holger Nielsen havde trukket et spidst Stykke Jern ud af Hestens Hov, og stod nu meget fornøjet og klappede Dyret, da hans Kone hurtig kom ind i Stalden. „Kom, skal du se, hvad for en Fangst jeg har gjort!“ sagde hun. — „Nej, bi lidt, Mor, og kig først herhen!“ sagde Manden. „Nu har jeg opdaget, hvad der var i Vejen med Hesten.” — „Jeg tror, Lykken begynder at vende tilbage til os,” sagde Konen.