546
„Vil du tænke dig, den store Gase, der blev borte i Foraaret, han maa have fløjet med Vildgæssene! Han er kommen tilbage og har syv Vildgæs med. De gik ind i Gaasestien, og jeg har lukket dem allesammen inde der.” — „Det var da mærkeligt!” sagde Holger Nielsen. „Men véd du, hvad der er det bedste ved det hele, Mor, det er, at vi saa ikke mere behøver at tro, det var vor Dreng, der tog Gasen med, da han gik hjemmefra.” — „Ja, det haar du Ret i, Far. Men nu skal jeg sige dig noget, jeg tror, jeg er nødt til at slagte dem straks i Aften. Om et Par Dage har vi Mortensaften, saa vi maa skynde os, hvis vi skal naa at faa dem til Byen.” — „Jeg synes næsten, det er Synd at slagte Gasen, naar han er kommen tilbage til os med saadan et stort Selskab,” sagde Holger Nielsen. — „Var Tiderne til det, skulde han nok faa Lov at leve, men naar vi selv skal herfra, kan vi jo ikke beholde Gæssene.” — „Det har du ogsaa Ret i.” — „Kom og hjælp mig at bære dem ind i Huset,” sagde Moderen.
Saa gik de deres Vej, og et Øjeblik efter saa Drengen sin Fader komme bærende med Dunfin og Morten Gase, en under hver Arm, og gaa ind i Huset sammen med Moderen. Gasen raabte: „Tommeltot, kom og hjælp mig!” som han altid plejede, naar han var i Fare, skønt han jo ikke kunde vide, at Drengen var i Nærheden.
Niels Holgersen hørte ham godt, men han blev alligevel staaende i Stalddøren. Naar han tøvede, var det ikke, fordi han vidste, at det var godt for ham selv, at Gasen blev lagt paa Slagtebænken, — det huskede han ikke en Gang i det Øjeblik — men skulde han redde Gasen, var han nødt til at vise sig for sin Fader og Moder, og det kunde han ikke bekvemme sig til. „De har det tungt nok endda!” tænkte han. „Skal jeg virkelig være nødt til at volde dem den Sorg?”
Men da Døren lukkede sig bag Gasen, kom der Liv i Drengen. Han fo'r afsted over Gaardspladsen, hoppede op paa Egeplanken udenfor Husdøren og løb ind i Forstuen. Her skubbede han af gammel Vane Træskoene af og nærmede sig Døren ind til Stuen. Men det var ham stadig saa meget imod at vise sig for sine Forældre, at han ikke mægtede at løfte Haanden for at banke paa. „Husk dog, det er Morten Gase, det gælder,” tænkte han, „han, der har været din bedste Ven, siden du stod her sidst!” Og i samme Øjeblik oplevede han igen alt, hvad han og Gasen havde gaaet igennem sammen paa frosne Søer og stormfulde Have og
