50
Ræv nærmer sig, Mejserne vil advare ham for Spurvehøgen, og Finker og Lærker vil synge om hans Heltegerning.”
Drengen var ganske vis paa, at baade Akka og Vildgæssene hørte alt dette, men alligevel gik hele Fredagen, uden at de sagde noget om, at han maatte blive hos dem.
Lige til om Lørdagen græssede Gæssene paa Markerne omkring Öved, uforstyrrede af Mikkel Ræv. Men Lørdagmorgen, da de kom ud paa Ageren, laa han paa Lur og forfulgte dem fra den ene Mark til den anden, saa de ikke kunde faa Madro. Da det blev Akka klart, at han ikke havde i Sinde at lade dem i Fred, tog han hurtigt sin Beslutning, hævede sig i Luften og fløj med Flokken flere Mil bort og slog ikke ned før i Nærheden af Vittskövle.
Men her ved Vittskövle var det, at Gasen blev stjaalen, som allerede er fortalt. Havde ikke Drengen sat alle sine Kræfter ind paa at hjælpe ham, var han aldrig kommen til Veje igen.
Da Drengen Lørdagaften kom tilbage til Vombsøen med Gasen, syntes han, han havde gjort et godt Dagværk, og var meget nysgerrig efter, hvad Akka og Vildgæssene vilde sige. Og Vildgæssene sparede ingenlunde paa Ros, men det Ord, han længtes efter at høre, sagde de ikke.
Saa blev det Søndag igen. Der var gaaet en hel Uge, siden Drengen var bleven forhekset, og han var endnu lige lille.
Men det lod ikke til, at han tog sig den Ting nær. Søndag Eftermiddag sad han helt inde i en stor tæt Pilebusk nede ved Søen og blæste paa Rørfløjte. Rundt omkring ham sad der saa mange Mejser og Bogfinker og Stære, som Busken kunde rumme, og kvidrede Sange, som han prøvede paa at spille efter. Men Drengen var ikke synderlig dreven i Kunsten. Han blæste saa falsk, at Fjerene rejste sig paa alle de smaa Læremestre, og de skreg og baskede fortvivlet med Vingerne. Drengen lo saa hjertelig ad deres Ivrighed, at han tabte Fløjten.
Han begyndte forfra igen, og lige daarligt gik det, saa alle de smaa Fugle jamrede: „I Dag spiller du endnu daarligere, end du plejer, Tommeltot. Du tager ikke en ren Tone. Hvor har du dine Tanker, Tommeltot?”
„De er andre Steder,” sagde Drengen, og det var sandt. Han sad og tænkte paa, hvor længe han mon fik Lov at blive hos Vildgæssene, — om han maaske blev sendt hjem endnu den Dag i Dag.
Pludselig kastede Drengen Fløjten fra sig og sprang ned af Busken. Han havde set Akka og alle Gæssene komme hen
