51
imod sig i en lang Række. De gik saa usædvanlig langsomt og højtideligt, at Drengen straks tænkte sig, at nu skulde han faa at vide, hvad de agtede at gøre med ham.
Da de omsider stod stille, sagde Akka: „Du kan have al mulig Grund til at undre dig over mig, Tommeltot, at jeg ikke har takket dig, fordi du frelste mig fra Mikkel Ræv. Men jeg er af dem, der heller takker med Gerning end med Ord. Og nu tror jeg, det er lykkedes mig at gøre dig en stor Tjeneste, Tommeltot. Jeg har sendt Bud til den Nisse, der har forhekset dig. I Begyndelsen vilde han ikke høre Tale om at hjælpe dig, men jeg har sendt ham det ene Bud efter det andet og ladet ham vide, hvor godt du har opført dig iblandt os. Han lader dig nu hilse, at saa snart du vender hjem, skal du blive Menneske igen.”
Men tænk! lige saa glad som Drengen var, da Vildgaasen begyndte at tale, ligesaa bedrøvet var han, da hun var færdig. Han sagde ikke et Ord, men vendte sig bort og græd.
„Hvad i Alverden er det?“ sagde Akka. „Det lader til, du havde ønsket dig mer af mig, end jeg nu har tilbudt dig.”
Men Drengen tænkte paa sorgfri Dage og munter Spøg, paa Eventyr og Frihed og Rejser højt oppe over Jorden, som han vilde gaa Glip af, og han græd ligefrem af Sorg. „Jeg bryder mig ikke om at blive Menneske,“ sagde han. „Jeg vil med jer op til Lapland.” — „Nu skal jeg sige dig noget,” sagde Akka. „Den Nisse bliver let fornærmet, og jeg er bange for, at hvis du ikke tager imod hans Tilbud nu, saa vil det ikke blive nemt for dig at komme til ham en anden Gang.”
Det var underligt med den Dreng — i hele sit Liv havde han aldrig brudt sig om nogen. Han havde ikke brudt sig om sin Fader og Moder, ikke om sin Lærer, ikke om sine Skolekammerater, ikke om Drengene i Nabogaardene. Og alt, hvad de vilde have ham til at gøre, hvad enten det var Leg eller Arbejde, syntes han kun var kedeligt. Derfor var der nu ingen, han savnede eller længtes efter.
De eneste, som han nogenlunde havde kunnet enes med, var Aase Gaasepige og lille Mads, et Par Børn, der vogtede Gæs paa Marken ligesom han selv. Men han holdt heller ikke rigtig af dem. Nej, egentlig slet ikke.
„Jeg vil ikke være Menneske,“ hylede Drengen. „Jeg vil med jer til Lapland. Derfor er det, jeg har været artig en hel Uge.” — „Jeg vil ikke nægte dig at følge med os saa langt, du vil,“ sagde Akka, „men betænk dig dog først, om du ikke hel-
