57
Dermed gav Akka Tegn til Opbrud. Ogsaa den Dag søgte hun sin Græsgang langt borte for Mikkel Rævs Skyld og slog ikke ned, før de havde naaet de side Enge et Stykke syd for Glimmingehus.
Hele den Dag sad Drengen ved Bredden af en lille Dam og blæste paa Rørfløjte. Han var i daarligt Humør, fordi han ikke maatte komme med til Tranedansen, og kunde ikke bekvemme sig til at sige et Ord hverken til Gasen eller til nogen af de andre.
Det var saa bittert, at Akka og de andre havde Mistro til ham. Naar en Dreng har givet Afkald paa at være Menneske for at rejse om med nogle fattige Vildgæs, saa maatte de da kunne indse, at han ikke havde i Sinde at forraade dem. Og de maatte da ogsaa kunne indse, at naar han havde ofret saa meget for at følge dem, saa var det deres Pligt at sørge for, at han fik alt det mærkelige at se, de kunde vise ham.
„Jeg kommer til at sige dem min Mening rent ud,“ tænkte han. Men den ene Time gik efter den anden, uden at han fik det gjort. Det kan lyde underligt, men Drengen havde virkelig faaet en Slags Respekt for den gamle Førergaas. Det var ikke let at sætte sig op imod hendes Vilje, mærkede han nok.
Paa den ene Side af det sumpede Engdrag, hvor Gæssene græssede, var der et bredt Stengærde. Og nu skete det, at, da Drengen henimod Aften løftede Hovedet for omsider at tale med Akka, faldt hans Blik paa Gærdet. Han udstødte et lille Raab af Forbavselse, og alle Gæssene saa straks i Vejret og gav sig til at stirre samme Vej som han. I første Øjeblik saa det ud baade for dem og Drengen, som om alle de graa Rullesten, Gærdet bestod af, havde faaet Ben og givet sig til at løbe. men de saa snart, at det var en Flok Rotter, der løb over det. De bevægede sig meget hurtigt og løb tæt ved Siden af hinanden, Række efter Række, og var saa mange, at de en lang Tid skjulte hele Gærdet.
Drengen havde været bange for Rotter, selv da han var et stort, stærkt Menneske. Hvor meget mere nu, da han var saa lille, at et Par Stykker af dem var i Stand til at magte ham. Det løb ham koldt ned ad Ryggen den ene Gang efter den anden, mens han stod og saa paa dem.
Men det underlige var, at Gæssene lod til at føle samme Afsky for Rotterne som han. De talte ikke til dem, og da de var borte igen, rystede de sig, som om de havde faaet Mudder mellem Fjerene.
