Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/66

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

60

kan være mig til stor Nytte, fordi han har gode Øjne og kan holde sig vaagen om Natten.“

Drengen var den Dag i det egensindige Hjørne, og da han hørte, hvad Akka sagde, strakte han sig for at blive saa stor som muligt og gik hen imod hende med Hænderne paa Ryggen og Næsen i Vejret for at sige, at han rigtignok ikke vilde være med til at slaas med Graarotter. Hun maatte se sig om efter Hjælp andre Steder.

Men i samme Øjeblik som Drengen viste sig, kom der Liv i Storken. Han havde hele Tiden staaet, som Storke plejer, med bøjet Hoved og Næbbet trykket ind imod Halsen. Men nu kunde man ligesom høre det klukke dybt nede i Struben paa ham, som om han lo. Lynsnart sænkede han sit Næb, greb Drengen og kastede ham en fire fem Alen op i Luften. Dette Kunststykke gjorde han syv Gange i Træk, mens Drengen skreg, og Gæssene raabte: „Hvad er det, De gør, Hr. Langeben? Det er ingen Frø. Det er et Menneske, Hr. Langeben!”

Tilsidst satte dog Storken Drengen. ganske uskadt ned igen. Derpaa sagde han til Akka: „Nu flyver jeg tilbage til Glimmingehus, Mor Akka. Alle de, der bor dér, var meget bekymrede, da jeg drog afsted. De kan være sikker paa, at de bliver glade, naar jeg nu kommer og fortæller dem, at Vildgaasen Akka og Menneskepurken Tommeltot er paa Vej for at frelse dem.”

Med disse Ord strakte Storken Halsen fremefter, slog med Vingerne og fo'r afsted som Pilen, naar den flyver fra en. stramt spændt Bue. Akka forstod godt, at han gjorde Nar af hende, men det lod hun sig ikke anfægte af. Hun ventede, til Drengen havde fundet sine Træsko, som Storken havde rystet af ham; saa satte hun ham op paa sin Ryg og fulgte efter Storken. Og hvad Drengen angaar, saa gjorde han ingen Modstand og sagde ikke et Ord om, at han ikke vilde med. Han var saa vred paa Storken, at han ligefrem sad og fnøs. Den rødbenede Fyr troede, at han ingenting duede til, fordi han var lille, men han skulde nok vise ham, hvad Niels Holgersen fra Vester Vemmenhög var for en Karl.

Faa Øjeblikke efter stod Akka i Storkereden paa Glimmingehus. Det var en stor og dejlig Rede. Til Underlag havde den et Hjul, og ovenpaa det laa der flere Lag Kviste og Græstørv. Reden var saa gammel, at mange Buske og Urter havde slaaet Rod deroppe, og naar Storkemor laa paa Æg i den runde For-