Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/67

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

61

dybning midt i Reden, havde hun ikke alene den smukke Udsigt over en stor Del af Skaane at glæde sig over, men hun havde ogsaa vilde Roser og Husløg at se paa.

Baade Drengen og Akka kunde straks se, at her foregik noget, der vendte op og ned paa den almindelige Tingenes Orden. Paa Kanten af Storkereden sad der nemlig to Hornugler, en gammel, graastribet Kat og et Dusin ældgamle Rotter med skæve Tænder og rindende Øjne. Det var ikke netop den Slags Dyr, man er vant til at se sidde fredeligt sammen.

Ingen af dem vendte sig om for at se paa Akka eller byde hende velkommen. De havde ingen, anden Tanke end at stirre efter nogle lange graa Striber, der kom til Syne hist og her paa de vinternøgne Marker.

Alle Sortrotterne forholdt sig stille. Man kunde se paa dem, at de var nedsunken i dyb Fortvivlelse og godt vidste, at de hverken kunde forsvare deres eget Liv eller Borgen. De to Ugler sad og rullede med deres store Øjne, drejede deres Øjenkranse og talte med uhygglig, hæs Stemme om Graarotternes store Grusomhed og om, at de for deres Skyld maatte flytte bort fra deres Rede, for de havde hørt om dem, at de hverken skaanede Æg eller Unger. Den gamle stribede Kat var sikker paa, at Graarotterne vilde bide ham ihjel, naar de saa mandstærke brød ind i Borgen, og han skændte hele Tiden paa Sortrotterne. „Hvor kunde I være saa dumme at lade jeres bedste Stridsmænd drage bort?“ sagde han. „I ved da, man ikke kan stole paa Graarotterne! Det er ganske utilgiveligt.“

De tolv Sortrotter svarede ikke et Ord, men Storken kunde trods sin Bedrøvelse ikke lade være at gøre Løjer med Katten. „Du skal ikke være bange, Mons Huskat!“ sagde han. „Ser du ikke, at Mor Akka og Tommeltot er kommen herhen for at frelse Borgen? Du kan være sikker paa, det lykkes dem. Nu maa jeg stille mig hen at sove, og det gør jeg med største Ro. Naar jeg vaagner i Morgen, er der saamænd ikke en eneste Graarotte paa Glimmingehus.”

Drengen blinkede til Akka og gjorde Tegn til, at han vilde puffe Storken ned af Taget, naar den nu stillede sig hen at sove paa eet Ben paa den yderste Kant af Reden, men Akka holdt ham tilbage. Hun saa slet ikke vred ud, men sagde tværtimod i en meget fornøjet Tone: „Det saa daarligt ud, om een, der er saa gammel som jeg, ikke skulde kunne klare større Vanskeligheder end denne. Dersom blot Uglefar og Uglemor, der kan