Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/68

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

62

holde sig vaagne hele Natten, vil flyve afsted med et Bud fra mig, saa tænker jeg nok, det skal gaa godt altsammen.”

De to Hornugler var villige, og Akka bad saa Uglefar flyve hen og lede de bortdragne Sortrotter op og raade dem til at skynde sig hjem saa hurtigt som muligt. Uglemor sendte hun til Flammea, Taarnuglen, der boede i Lunds Domkirke, i et Ærinde, der var saa hemmeligt, at Akka kun turde betro hende det med hviskende Stemme.

ROTTEFANGEREN.

Det led imod Midnat, da Graarotterne efter megen Søgen var saa heldige at finde en Kælderluge, der stod aaben. Den sad temmelig højt oppe paa Muren, men Rotterne krøb op paa Skuldrene af hinanden, og det varede ikke længe, før den modigste af dem sad i Lugen, rede til at trænge ind i Glimmingehus, foran hvis Mure saa mange af deres Forfædre havde maattet bide i Græsset.

Graarotten blev en lille Tid siddende ganske stille i Gluggen og ventede paa at blive angrebet. Forsvarernes Hovedhær var ganske vist borte, men den tænkte sig, at de Sortrotter, der var tilbage i Borgen, ikke vilde overgive sig uden Kamp. Med bankende Hjerte lyttede den efter den mindste Støj, men alt var stille. Da tog Graarotternes Anfører Mod til sig og sprang ned i den bælgmørke Kælder.

Den ene Graarotte efter den anden fulgte Anføreren. De var alle ganske stille, og de var alle forberedt paa, at Sortrotterne laa i Baghold et eller andet Sted. Først da saa mange af dem var trængt ned i Kælderen, at Gulvet ikke kunde rumme flere, vovede de sig videre.

Skønt de aldrig før havde været inde i Bygningen, voldte det dem ingen Vanskelighed at finde Vej. De opdagede meget snart de Gange i Murene, som Sortrotterne havde benyttet til at komme op i de øvre Stokværk. Inden de begyndte at klatre op ad disse smalle og stejle Stier, lyttede de igen spændt. De var meget mere bange, fordi Sortrotterne saaledes holdt sig tilbage, end om de havde mødt dem i aaben Kamp. De kunde knap tro paa deres Lykke, da de uden Uheld naaede op i det første Stokværk.

Straks ved Graarotternes Indtrædelse slog Lugten af Kornet dem i Møde — det laa i store Dynger paa Gulvet. Men Tiden var endnu ikke kommen for dem til at nyde deres Sejr.