63
De undersøgte først med den største Omhu de mørke, tomme Sale. De sprang op paa Ildstedet, der stod midt paa Gulvet i det gamle Borgkøkken, og var nær ved at styrte ned i Brønden i det inderste Rum. De lod ikke en eneste af de smalle Lysaabninger ubeset, men fandt stadig ingen Sortrotter. Da dette Stokværk var helt og holdent i deres Magt, begyndte de paa samme forsigtige Maade at sætte sig i Besiddelse af det næste. Atter maatte de friste en møjsommelig og farlig Klatren gennem Murene, mens de i aandeløs Spænding ventede paa, at Fjenden skulde kaste sig over dem. Og skønt den dejligste Lugt fra Sæddyngerne lokkede dem, tvang de sig til med den største Nøjagtighed at undersøge de gamle Krigsknegtes hvælvede Borgstue med dens Stenbord og Ildsted, de dybe Vinduesnicher og Lemmen i Gulvet, som man i fordums Dage havde brugt til derigennem at hælde kogende Beg ned paa en indtrængende Fjende.
Men Sortrotterne lod sig stadig ikke se. De graa famlede sig op til tredje Stokværk med Borgherrens store Gildesal, der var ligesaa bar og nøgen som alle de andre Stuer i det gamle Hus, og de fandt endogsaa Vej op til det øverste Stokværk, der bestod af et eneste stort, tomt Rum. Det eneste Sted, det ikke faldt dem ind at undersøge, var den store Storkerede paa Taget, hvor Uglemor netop paa den Tid vækkede Akka og meddelte hende, at Flammea, Taarnuglen, havde opfyldt hendes Begæring og sendt hende det, hun ønskede.
Da nu Graarotterne saa samvittighedsfuldt havde ransaget hele Borgen, følte de sig beroligede. De forstod, at Sortrotterne var flygtet og ikke tænkte paa at sætte sig til Modværge, og de løb lette om Hjertet op i Korndyngerne.
Men næppe havde Graarotterne sunket de første Hvedekorn, før der nede fra Borggaarden hørtes skingrende Toner fra en lille, klinger Fløjte. Graarotterne løftede deres Hoveder fra Kornet, lyttede uroligt, løb nogle Skridt, som om de vilde forlade Dyngerne, men vendte om igen og gav sig paany til at æde.
Igen lød Fløjten højt og skingrende, og nu skete der noget mærkeligt. Een Rotte, to Rotter, ja en hel Mængde Rotter sprang ned fra Dyngerne, lod Kornet ligge og ilede ad den kortest mulige Vej ned i Kælderen for at komme ud af Huset. Endnu var der dog mange Graarotter tilbage. De tænkte paa, hvor stor Møje det havde kostet dem at erobre Glimmingehus, og de vilde ikke forlade det. Men endnu engang naaede Fløj-
