Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/77

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

71

susende i saadan en Fart, at de lange Øren svingede til alle Sider. Mens de løb, snurrede de rundt, gjorde høje Hop og dunkede Forpoterne mod Ribbenene, saa det smældede. Nogle slog en lang Række Kolbøtter, andre bukkede sig sammen og rullede henad Jorden som Hjul, en stod paa eet Ben og drejede rundt, en gik paa Forbenene. Der var slet ingen Orden, men der var godt Humør over Harernes Leg, og de mange Dyr, der stod og saa paa dem, begyndte at trække Vejret hurtigere. Nu var det Foraar, Lyst og Glæde var i Anmarch. Vinteren var endt. Sommeren nærmede sig. Snart var det kun en Leg at leve.

Da Harerne havde raset ud, kom Turen til de store Skovfugle at optræde. Hundrede Tjurhaner i glinsende sort Fjerham og med skinnende røde Øjenbryn svang sig op i en stor Eg, der stod midt paa Legepladsen. Den, der sad paa den øverste Gren, pustede Fjerene op, sænkede Vingerne og slog Halen ud, saa de hvide Dækfjer kom til Syne. Derpaa strakte han Halsen frem og udsendte fra sin svulmende Strube et Par dybe Halstoner. „Tjæk, tjæk, tjæk,“ lød det. Mere kunde han ikke faa frem, det klukkede kun et Par Gange dybt nede i Struben. Saa lukkede han Øjnene og hviskede: „Sis, sis, sis. Hør, hvor det er skønt! Sis, sis, sis.” Og i det samme faldt han i en saadan Henrykkelse, at han ikke længer vidste, hvad der foregik omkring ham.

Mens den første Tjurhane endnu hviskede „Sis, sis,” begyndte de tre, der sad nærmest under ham, at synge, og inden de var kommen igennem hele Visen, begyndte de ti, der sad længere nede, og saadan blev det ved fra. Gren til Gren, lige til alle de hundrede Tjurhaner sang og klukkede og hvislede. De faldt alle i samme Henrykkelse under deres Sang, og netop dette virkede paa de andre Dyr som en smitsom Rus. Blodet randt for lidt siden lystigt og let, nu begyndte det at strømme tungt og hedt. „Ja, sandelig er det Foraar,” tænkte de mange Dyrefolk, „Vinterens Kulde er svunden. Vaarens Ild brænder over Jorden.”

Da Urfuglene mærkede, at Tjurerne gjorde saa megen Lykke, kunde de ikke forholde sig rolige længer. Da der ikke var noget Træ, de kunde sætte sig i, susede de ned paa Legepladsen, hvor Lyngen stod saa høj, at man ikke kunde se andet end deres smukke, svajede Halefjer og deres tykke Næb, og gav sig til at synge: „Orr, orr, orr.“

Lige da Urfuglene begyndte at synge omkap med Tjurerne,