72
skete der noget, som aldrig før var sket. Mens alle Dyrene var helt optagne af Tjurernes Leg, sneg en Ræv sig ganske stille hen til Vildgæssenes Kulle. Han gik meget forsigtigt og kom et godt Stykke opad Kullen, før nogen lagde Mærke til ham. Pludselig fik dog en Gaas Øje paa ham, og da den ikke kunde tænke sig, at en Ræv sneg sig ind imellem Gæssene i en god Hensigt, gav den sig til at raabe: „Tag jer i Agt, Vildgæs! Tag jer i Agt! Ræven snappede efter den, maaske mest for at den skulde tie, men Vildgæssene havde allerede hørt Raabet og hævede sig alle op i Luften. Og da de var fløjet deres Vej, saa' Dyrene Mikkel Ræv staa paa Vildgæssenes Kulle med en død Gaas i Gabet.
Men fordi Mikkel saaledes havde brudt Legedagens Fred. Fik han saa haard en Straf, at han alle sine Dage kom til at fortryde, at han ikke havde formaaet at lægge Baand paa sin Hævnlyst, men søgt paa denne Maade dog engang at komme Akka og hendes Flok til Livs. Han blev straks omringet af en Flok Ræve og dømt i Overensstemmelse med den gamle Vedtægt, der lyder, at hvemsomhelst, der forstyrrer Freden paa den store Legedag, skal gaa i Landflygtighed. Der var ikke een Ræv, som vilde formilde Dommen, for de vidste alle, at i samme Øjeblik de prøvede derpaa, vilde de blive jaget bort fra Legepladsen og aldrig mere faa Lov at sætte deres Fod der. Altsaa blev der afsagt Landsforvisningsdom over Mikkel, uden at nogen tog til Genmæle. Det blev ham forbudt at opholde sig i Skaane. Han blev forvist fra Hustru og Slægt, fra Jagtmark og Bolig, fra de Hvilesteder og Smuthuller, som hidtil havde været hans, og maatte friste Lykken i fremmed Land. Og for at alle Ræve i Skaane skulde vide, at Mikkel var fredløs der i Landet, bed den ældste af Rævene den højre Øreflip af ham. Saasnart det var gjort, gav alle de unge Ræve sig til at hyle af Blodtørst og kastede sig over Mikkel. For ham var der ikke andet tilbage end at flygte, og med alle de unge Ræve i Hælene paa sig ilede han bort fra Kullaberg.
Alt dette foregik, mens Urfugle og Tjurer holdt deres Sangerkamp. Men disse Fugle gaar i den Grad op i deres Sang, at de hverken hører eller ser. De havde heller ikke ladet sig forstyrre.
Knap var Skovfuglenes Væddestrid endt, før Kronhjortene fra Häckeberge traadte frem for at vise deres Kampleg. Der var flere Par Kronhjorte, der kæmpede paa samme Tid. De styrtede med stor Kraft imod hverandre, slog Takkerne drø-
