73
nende sammen, saa de flettede sig ind i hinanden og søgte at tvinge hverandre bagover. De rev Lyngtuerne op med deres Klove, deres Aande stod som en Røg om dem, fra deres Struber lød frygtelige Brøl, og Skummet flød dem nedad Bovene.
 Kullaberg |
Rundt om paa Kullerne herskede aandeløs Stilhed, mens de stridsvante Hjorte kæmpede. Og hos alle Dyrene vaktes der ny Følelser. De følte sig alle som een modige og stærke, oplivede af tilbagevendende Kraft, genfødt af Foraaret, raske og redebonne til al Slags Eventyr. De følte ingen Vrede imod hinanden, men dog hævedes alle Vinger, Nakkefjerene rejste sig, Kløerne hvæssedes. Havde Häckebergerne blevet ved et Øjeblik til, vilde der være opstaaet en vild Kamp paa Kullerne, fordi de alle var grebne af en brændende Trang til at vise, at ogsaa de var fulde af Liv, at Vinterens Afmagt var forbi, at deres Legemer glødede af Kraft.
Men Kronhjortene endte deres Kamp i rette Øjeblik, og straks løb der en Hvisken fra Kulle til Kulle: „Nu kommer Tranerne.“
