74
Og saa kom de graa, skumringsklædte Fugle med Fjerbuske paa Vingerne og rødt Fjersmykke i Nakken. De store Fugle med deres høje Ben, deres slanke Halse og deres smaa Hoveder kom glidende nedad Kullerne i mystisk Betagethed. Mens de gled fremad, drejede de sig rundt, halvt flyvende, halvt dansende. Med Vingerne yndefuldt løftede bevægede de sig med ubegribelig Hurtighed. Der var noget sælsomt og fremmed over deres Dans. Det var, som om graa Skygger legede en Leg, som Øjet næppe mægtede at følge. Det var, som om de havde lært den af Taagerne, der svæver henover de ensomme Moser. Der var Trolddom i den; alle, der ikke tidligere havde været paa Kullaberg, forstod, hvorfor hele Mødet havde Navn efter Tranernes Dans. Der var Vildhed over den, men den Følelse, den vakte, var alligevel en blid Længsel. Ingen tænkte nu mere paa at kæmpe. Men istedetfor følte de alle, baade de vingede og de, der ingen Vinger havde, Længsel efter at stige uendelig højt, hæve sig op over Skyerne, søge det, der var bag dem, afkaste det tyngende Legeme, der drog nedad mod Jorden, og svæve op imod det overjordiske.
En saadan Længsel efter det uopnaaelige, efter det, der skjuler sig bagved Livet, følte Dyrene kun een Gang om Aaret, og det var den Dag, da de saa den store Tranedans.
