76
hel Sø, og andre igen med store Kar og Flasker, der var stablede op til en vældig Højde. Og da der var kommet saa mange Vogne kørende, at de fyldte hele Himmelrummet, var det, som om en gav et Tegn, for paa een Gang begyndte der fra Kar, Tønder, Flasker og Sække at strømme Vand ned over Jorden.
I samme Øjeblik som de første Foraarsbyger slog imod Jorden, istemte alle smaa Fugle i Lunde og Krat saadanne Glædesskrig, at hele Luften genlød af dem, og det gav et Sæt i Drengen. „Nu faar vi Regn, Regnen giver os Foraar, Foraaret giver os Blomster og grønne Blade, grønne Blade og Blomster giver os Larver og Insekter, Larver og Insekter giver os Mad; meget Mad og god Mad er det bedste, der er til,“ sang de smaa Fugle.
Vildgæssene blev ogsaa glade over Regnen, der kom for at vække Planterne af deres Søvn og slaa Hul paa Søernes Istag. De kunde ikke blive ved at holde sig saa alvorlige som før, men begyndte at lade lystige Raab lyde ned over Egnen.
Da de fløj over de store Kartoffelmarker, der er saa mange af i Omegnen af Kristianstad, og som endnu laa nøgne og sorte, raabte de: „Vaagn op og gør Nytte! Nu kommer der noget og vækker jer. Nu har I drevet længe nok.“
Naar de saa Folk, som skyndte sig at komme i Hus, irettesatte de dem og sagde: „Hvad har I saa travlt for? Ser I ikke, at det regner Surbrød og Spidkage, Surbrød og Spidkage?”[1]
Der var en stor, tæt Sky, der bevægede sig hurtigt imod Nord og fulgte lige bagefter Gæssene. De var nærved at mene, at de trak Skyen med sig, og da de netop nu saa store Haver under sig, raabte de helt stolte: „Her kommer vi med Anemoner, her kommer vi med Roser, her kommer vi med Æbleblomst og Kirsebærknop, her kommer vi med Ærter og Bønner og Roer og Kaal. Tag imod det, hvem der vil! Tag imod det, hvem der vil!“
Paa den Melodi gik det, mens de første Byger faldt, da alle endnu var glade over Regnen. Men da den blev ved at falde hele Eftermiddagen, blev Gæssene utaalmodige og raabte til de tørstige Skove omkring Ivösøen: „Har I ikke snart faaet nok? Har I ikke snart faaet nok?“
Himlen blev mere og mere graa over det hele, og Solen gemte sig saa godt, at ingen kunde begribe, hvor den var
- ↑ Skaansk Yndlingsbagværk.
