77
henne. Regnen faldt tættere, piskede haardt imod Vingerne og banede sig Vej ind imellem de trannede Yderfjer og helt ind til Kroppen. Jorden var skjult af Regntykning; Søer, Bjerge og Skove flød sammen i et utydeligt Virvar, og man kunde ikke skelne Vejmærkerne. Farten blev langsommere og langsommere,” de muntre Raab forstummede, og Drengen følte Kulden bitrere og bitrere.
Men han holdt dog Modet oppe, saa længe han red afsted gennem Luften. Og om Eftermiddagen, da de var slaaet ned under en lille forkrøblet Fyr midt ude i en stor Mose, hvor alt var vaadt og alt var koldt, hvor nogle Tuer var dækkede af Sne og andre stak nøgne op af en Pøl halvsmeltet Isvand, da følte han sig heller ikke forknyt, men løb om i godt Humør og ledte efter Tranebær og frosne Tyttebær. Men saa kom Aftenen, og Mørket sænkede sig saa tæt, at ikke engang saadanne Øjne som Drengens kunde se igennem det, og Vildmarken blev saa underlig fæl og uhyggelig. Drengen laa stoppet ind under Gasens Vinge, men kunde ikke sove, kold og vaad som han var. Og han hørte saadan en Puslen og Raslen og listende Trin og truende Stemmer, han følte sig saa angst, at han ikke vidste, hvor han skulde gøre af sig selv. Han maatte hen, hvor der var Ild og Lys, hvis han ikke skulde dø af Angst.
„Mon jeg skulde vove mig hen til Menneskene for denne ene Nat?“ tænkte Drengen. „Blot saa jeg kunde sidde lidt ved Ilden og faa mig lidt Mad. Jeg kunde jo vende tilbage til Vildgæssene før Solopgang.”
Han krøb frem under Vingen og lod sig glide ned paa Jorden. Han vækkede hverken Gasen eller nogen af de andre Gæs, men sneg sig stille og ubemærket bort over Mosen.
Han havde ikke Rede paa, hvor han var i Verden, om det var i Skaane, i Smaaland eller i Bleking. Men lige inden de var fløjet ned i Mosen, havde han set et Glimt af en By, og derhen vendte han nu sine Fjed. Det varede heller ikke længe, før han opdagede en Vej, og snart var han inde paa Landsbygaden, der var lang og beplantet med Træer og havde Huse paa begge Sider.
Drengen var kommen til en af de store Kirkebyer, som der er saa mange af oppe i Landet, men som man slet ikke træffer nede paa Sletten.
Husene var af Træ og meget pynteligt byggede. De fleste havde Gavle og Frontespicer med en Kant af udskaarne Trælister, og Glasverandaer med en kulørt Rude hist og her. De
