82
pinden fra Drengen og sendte ham tilbage til hans Plads. „Dette her tager en Ende med Forskrækkelse,” tænkte Drengen.
Men Læreren gik hen til et af Vinduerne og stod lidt og saa ud, og saa gav han sig til at fløjte. Derpaa gik han op paa Katederet og sagde, at nu skulde han fortælle dem noget om Bleking. Og det, han saa fortalte, var saa morsomt, at Drengen hørte efter. Saa snart han tænkte sig om, kunde han huske hvert Ord.
„Smaaland er et højt Hus med Grantræer paa Taget,” sagde Læreren, „og foran det ligger der en bred Trappe med tre store Trin, og den Trappe hedder Bleking.
Det er en Trappe, der forslaar noget. Den strækker sig otte Mil langs med Forsiden af Smaalandshuset, og den, der vil gaa ad Trappen helt ned til Østersøen, han har fire Mil at gaa.
Der er ogsaa gaaet et godt Stykke Tid, siden den Trappe blev bygget. Der er gaaet baade Dage og Aar, siden de første Trin blev hugget ud af Graasten og lagt der jævne og glatte som en bekvem Færdselsvej mellem Smaaland og Østersøen.
Da Trappen er saa gammel, kan man nok begribe, at den ikke ser saadan ud nu, som da den var ny. Jeg ved ikke, hvor meget de brød sig om den Slags Ting i de Tider, men den var da altfor stor, til at nogen Kost i Verden kunde overkomme at holde den ren. Efter et Par Aars Forløb begyndte der at vokse Mos og Lav paa den, vissent Græs og visne Blade blæste ned paa den om Efteraaret, og om Foraaret styrtede der Stene og Grus ned over den. Og da alt dette blev liggende, samlede der sig tilsidst saa megen Muldjord paa Trappen, at ikke alene Urter og Græs, men ogsaa Buske og store Træer kunde slaa Rod.
Der er alligevel blevet stor Forskel paa de tre Trappetrin. Det øverste, der ligger Smaaland nærmest, er for Størstedelen dækket af mager Jord og Smaasten, og dér kan der naturligvis ikke vokse andre Træer end Glasbirk og Hæggebær og Gran, som kan taale Kulden deroppe paa Højden og er tilfredse med lidt. Man forstaar allerbedst, hvor usselt og fattigt der er, naar man ser, hvor smaa de dyrkede Pletter er, der er taget ind fra Skoven, og hvor smaa de Huse er, som Folk bygger sig, og hvor langt der er imellem Kirkerne.
Paa det mellemste Trin er der straks bedre Jord, og Kulden binder den heller ikke saa strengt; det ser man let paa, at Træ-
