86
med Kaprifolium og Hæggebær, med Hvidtjørn og Ellebuske, med Rønnebærtræer og Piletræer, og der er ikke meget, der kan være fornøjeligere paa en smuk Sommerdag end at ro ned ad den lille mørke Aa og se op paa alt det bløde Grønne, der hager sig fast i de barske Klippevægge.
Men nu, da Vildgæssene og Mikkel kom til Aaen, var det tidligt Foraar, raakoldt og blæsende, alle Træer stod nøgne, og der var saamænd ingen, der skænkede det en Tanke, om Aabredden var grim eller køn. Vildgæssene priste deres Lykke, at de under saadan en stejl Klippevæg havde opdaget en smal Strimmel Sand, netop saa stor, at de kunde faa Plads paa den. Foran dem brusede Aaen, der var bred og strid nu i Tøbrudstiden, bag sig havde de en ubestigelig Klippevæg, og nedhængende Grene skjulte dem. De kunde ikke have det bedre.
Gæssene faldt straks i Søvn, men Drengen lukkede ikke et Øje. Saasnart Solen var borte, blev han greben af Mørkerædsel og Vildmarksangst og længtes tilbage til Menneskene. Som han laa der stoppet ind under Gaasevingen, kunde han ingenting se og kun daarligt høre, og tilstødte der Gasen noget, var han ikke i Stand til at redde ham. Raslen og Puslen hørte han fra alle Sider, og der kom saadan en Uro over ham, at han maatte krybe frem under Vingen og sætte sig paa Jorden ved Siden af Gæssene.
Mikkel stod lang i Ansigtet oppe paa Randen af Klippen og saa ned paa Vildgæssene. „Du kan ligesaa gerne straks opgive at forfølge dem,“ sagde han til sig selv. „Du kan ikke klatre ned ad saadan en lodret Klippe, du kan ikke svømme i saadan en rivende Flod, og nedenfor Bjerget er der ikke den mindste Strimmel Jord, der fører hen til Sovepladsen. De Gæs er dig for kloge. Tænk aldrig mere paa at jage dem.“
Men Mikkel havde, ligesom andre Ræve, ondt ved at opgive et Foretagende, han havde begyndt paa, og han lagde sig derfor paa den yderste Rand af Klippen og tog ikke sine Øjne fra Vildgæssene. Mens han laa og saa paa dem, tænkte han paa alt det onde, de havde gjort ham. Det var jo deres Skyld, han var bleven forvist fra Skaane og havde været nødt til at drage til det fattige Bleking. Han ophidsede sig selv saadan, mens han laa der, at han ønskede Vildgæssene Døden, selv om det ikke blev ham, der kom til at æde dem.
Da Mikkels Vrede havde naaet en saadan Højde, hørte han noget pusle i en stor Fyr tæt ved Siden af ham og saa et Egern springe ned fra Træet, skarpt forfulgt af en Maar. Ingen
