88
Mikkel vilde straks skynde sig efter Gæssene, men han var saa nysgerrig efter at faa at vide, hvordan de var bleven frelst, at han blev siddende, til Maaren kom klatrende op igen. Staklen var dyndvaad og blev nu og da staaende for at gnide sig i Ansigtet med Forpoterne. „Tænkte jeg ikke nok, du var en Klodrian og faldt i Aaen?“ sagde Mikkel foragteligt.
„Jeg har ikke været klodset. Du skal ikke skælde mig ud,” sagde Maaren. „Jeg sad allerede paa en af de nederste Grene og tænkte paa, hvordan jeg skulde bære mig ad med at rive en hel Mængde af Gæssene ihjel, da en lille Knægt, der ikke var større end et Egern, kom farende og kastede mig en Sten i Hovedet med saadan Kraft, at jeg faldt i Vandet, og inden jeg naaede at kravle op…“
Maaren kunde spare sig at sige mere. Han havde ingen Tilhører længer, Mikkel var allerede langt borte, paa Vej efter Gæssene.
Imidlertid var Akka fløjet mod Syd, mens hun ledte efter en ny Soveplads. Der var endnu lidt tilbage af Dagslyset, og desuden stod Halvmaanen højt paa Himlen, saa hun nogenlunde kunde se. Heldigvis var hun godt kendt der paa Egnen, for det var sket mer end een Gang, at hun af Storm var bleven drevet ind i Bleking, naar hun om Foraaret drog over Østersøen.
Hun fulgte Aaen, saa længe hun kunde se den sno sig gennem det maanelyse Landskab som en glinsende sort Slange. Saaledes kom hun helt til Djupafors, hvor Aaen først skjuler sig i en underjordisk Rende og derpaa, klar og gennemsigtig som Glas, styrter sig ned i en trang Kløft, mod hvis Bund den knuses til blinkende Draaber og vidtsprøjtende Skum. Under det hvide Fossefald laa nogle Stene, imellem hvilke Vandet styrtede afsted med vild Brusen, og her slog Akka ned. Dette var igen en god Soveplads, især saa sent paa Aftenen, naar ingen Mennesker var paa Færde. Ved Solnedgangstid havde Gæssene næppe kunnet slaa ned der, for Djupafors ligger ikke i en ensom Egn. Paa den ene Side af Faldet ligger der en Papirmassefabrik, og paa den anden, der er stejl og bevokset med Træer, ligger Djupadals Park, hvor der altid er Folk, som strejfer om paa de glatte og stejle Stier for at nyde Synet af den viltre Flods brusende Løb nede i Kløften.
Det var her som paa det første Sted: ingen af de rejsende skænkede det en Tanke, at de var paa et smukt og bekendt Sted. De syntes sagtens snarere, at det var uhyggeligt og far-
