143
OLIVER TWIST
»Og hvad er du, Dreng?« spurgte Doktoren og vendte sig pludselig om mod Brittles.
Det gav et Sæt i Brittles: »Jeg?! — Gud Fader bevare mig vel —! Jeg — jeg er det samme, som Hr. Giles er.«
»Saa svar mig begge to — begge to, forstaar I,» sagde Doktoren strengt: »tør I gøre jer Ed paa, at Drengen deroppe er den samme Dreng, som blev stukket ind gennem det lille Vindu i Nat? Naada! ud med Sproget! Hvor længe skal l betænke jer?!«
Skøndt Doktoren ellers almindeligt ansaas for at være et af de skikkeligste Mennesker paa Jorden, talte han i en saa skrækkeligt truende Tone, at Giles og Brittles (som i Forvejen var en Del fortumlede af baade Ale og Ophidselse) gloede aldeles maalløse paa hinanden.
»Aa, Hr. Betjent, tør jeg bede Dem lægge nøje Mærke til Svaret!« sagde Doktoren og løftede højtideligt Pegefingeren og prikkede sig paa Panden med den, for at opfordre Lovens Mand til at anspænde al sin Opmærksomhed. »Det kan maaske blive af største Vigtighed!«
Politibetjenten saa' saa kløgtig ud, som det var ham muligt, og tog sin Politistok, der hidtil havde faaet Lov at staa og dovne i Skorstenskrogen.
»Som De ser, er det et ganske simpelt Identitets-Spørgsmaal,« sagde Doktoren.
»Det er, hvad det er!« svarede Betjenten og fik et stærkt Hosteanfald, for han havde villet stikke Resten af sin Ale ud i en Fart og havde saa faaet noget af den i den gale Hals.
»Der bliver gjort Indbrud i et Hus,« forklarede Doktoren, »og et Par Mænd ser — gennem Krudtrøg, Mørket, midt under deres Forskrækkelse — et Øjeblik et Glimt af en Dreng. Næste Morgen kommer en Dreng ind i det samme Hus, og da han tilfældigvis har Bind om Armen, lægger de to Mænd voldeligt Haand paa ham (hvorved de udsætter hans Liv for stor Fare) og sværger paa, at han er Tyven. Nu er Spørgsmaalet: om de forhaandenværende Forhold berettigede de to Mænd til at optræde saaledes, og hvis ikke, i hvad Stilling de altsaa har bragt sig selv!«
Betjenten nikkede dybsindigt og erklærede, at hvis ikke dette hersens var Jura, saa gad han s'gu nok vide, hvad der var det.
»Og saa spørger jeg igen,« buldrede Doktoren, »tør I gøre jer Saligheds Ed paa, at det er den samme Dreng?«
Brittles saa' meget betænkelig paa Giles, og Giles saa' meget betænkelig paa Brittles. Betjenten holdt Haanden op for Øret for at opfange Svaret. Tjenestepigerne og Kedelflikkeren bøjede sig forover for at lytte. Doktoren saa' sig om med et hvast Blik —. Da lød der i det samme Vognrullen, og straks efter blev der ringet paa Gadedøren.
»Der er Opdagerne!« udbrød Brittles, aabenbart saare lettet.
»Hvem er det?« spurgte Doktoren, der nu paa sin Side blev benauet.
»Opdagelsesbetjentene inde fra London!« svarede Brittles og tog
