Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/166

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

166

CHARLES DICKENS

Oliver var ganske klar over, at han sad inde i det lille Værelse, at hans Bøger laa paa Bordet foran ham, at Vinden suste i Slyngplanterne omkring Vinduet, — uagtet han sov. Pludselig forvandledes saa alt. Luften blev dump og trykkende, rædselsslagen syntes han, at han var igen i Jødens Hus. Der sad den modbydelige gamle Mand henne i sin Krog og pegede paa ham, og hviskede til én, som sad ved Siden af, men vendte Ansigtet bort. »Tys, min Ven!« sagde Jøden, »jo, det er ganske rigtigt ham!… Kom saa, lad os gaa!« Hvorefter den anden svarede: »Tror De maaske, jeg kunde tage fejl af ham? Om saa en hel Flok Djævle fik hans Skikkelse, og han stod midt inde imellem dem, saa vilde dog et Instinkt sige mig, hvem der var ham! Den Onde fortære ham, det Kryb!«

Manden talte i en saa indædt hadsk Tone, at det gav et Ryk i Oliver af Skræk, — og han vaagnede.

Gud i Himlen! hvad var dèt, der drev hans Blod stivnende tilbage til Hjertet og berøvede ham Mælet og lamslog ham ?! Dèr — der udenfor Vinduet — saa nær, at Oliver, før han rykkede tilbage, havde maattet kunne røre ved ham, — dèr stod og stirrede ind i Værelset — Jøden! Og ved Siden af Jøden — med et Ansigt, der var ligblegt af Raseri eller Frygt — stod hin forfærdelige Fremmede, som Oliver havde truffet i Gæstgivergaardens Port.

Kun et Nu — som et Glimt — et Blink forbi Øjnene, — og de var borte! Men de havde kendt ham, og han havde kendt dem! — Deres Udseende var saa skarpt prentet i hans Hukommelse, som om det kunde have vaeret hugget i Sten..... Et Minut stod han naglet fast, — saa sprang han ud i Haven og raabte højt om Hjælp.

34.
Enden paa Æventyret og en vigtig Samtale.

Da Husets Beboere, skræmmet op ved hans Raab, kom farende hen til ham, traf de ham bleg og skælvende. Han pegede ud mod Engen bag ved Haven og stammede tonløst: »Jøden! Jøden!«

Giles kunde ikke begribe, hvad det skulde sige. Men Harry Maylies Fatteevne var noget flinkere; han havde af sin Moder hørt Olivers Historie og forstod straks Meningen. — »Hvad Vej gik han?« spurgte han og greb en Knippel, som stod op mod Huset.

»Dèr!« svarede Oliver og pegede ad den Kant, Mændene var gaaet. »De blev straks borte for mig.«

»Saa maa de være løbet ned i Grøften!« sagde Harry. »Følg med, hold Jer lige i Hælene paa mig!« Dermed sprang han over Hækken og løb saa rask, at det kneb stærkt for de andre at holde Trit. Baade Giles og Oliver fulgte dog saa nogenlunde med. Og et Par Minuter efter plumpede Dr. Losberne (som netop var kommen hjem fra en Spadseretur)