205
OLIVER TWIST
»Naah!« svarede Hr. Brownlow og lo, »saa galt er det nu heller ikke! Men vi maa gaa forsigtig frem, hvis vi skal kunne have Haab om at naa vort Maal.«
»Hvad for et Maal?«
»For Eksempel at faa at vide, hvem Olivers Forældre var, og at se at skaffe ham den Arv, som han skal være blevet saa lumpent bedraget for.«
»Hm!« mumlede Doktoren og viftede sig med sit Lommetørklæde i Ansigtet, for at køle sig, »det havde jeg skam glemt!«
»Det er klart,« fortsatte Hr. Brownlow, »at vi umuligt kan komme til Bunds i Hemmeligheden, hvis vi ikke kan faa Monks til at gaa til Bekendelse. Og det kan kun ske ved List; vi maa have fat i ham, mens han ikke har noget af det andet Pak paa Siden af sig… Men før vi lægger nogen som helst Plan, maa vi nødvendigvis have talt med denne Nancy. Vi maa have at vide, om hun kan skaffe os fat paa Monks (naturligvis uden at Politiet faar noget med det at gøre!), eller om hun i al Fald vil give os saadan Besked, saa at vi selv kan opsnuse ham. Hende kan vi jo imidlertid ikke træffe før paa Søndag Aften, og i Dag er det først Tirsdag. Jeg foreslaar da, at vi indtil paa Søndag holder os i Ro og ikke omtaler Sagen, ikke en Gang for Oliver.«
Dr. Losberne skar jo rigtignok nogle slemme Grimasser til dette g Forslag om at holde sig sig stille hele fem Dage. Men da han ikke selv kunde finde paa noget bedre, og da baade Rosa og Fru Maylie støttede Hr. Brownlow, blev Forslaget enstemmigt vedtaget.
»Jeg kunde egenlig have Lyst til,« sagde Hr. Brownlow, »at tage min Ven Grimwig med paa Raad. Han er jo nok en Særling; men han er fiffig, og han er gammel Jurist. Han opgav i sin Tid sin Sagførervirksomhed, fordi han i ti Aar kun fik én Proces at føre.«
»Ja,« sagde Dr. Losberne, »det kan De jo godt; men saa vil ogsaa jeg tilkalde en Ven. Jeg mener den Dames Søn og denne unge Dames .... gode gamle Ven!« forklarede han og pegede paa Fru Maylie og sendte Rosa et særdeles betydningsfuldt Blik.
Rosa blev blussende rød, men hun kom ikke med nogen hørlig Indvending, maaske fordi hun indsaa, at hun vilde komme til at befinde sig i haabløs Minoritet. Og altsaa blev baade Harry Maylie og Hr. Grimwig enstemmigt optagne i Komiteen.
»Vi bliver naturligvis her i Byen,« erklærede Fru Maylie, »ligesaa længe som der er blot mindste Haab om, at Undersøgelserne kan føre til noget!«
»Bravo!« sagde Hr. Brownlow. — »Ja jeg synes, jeg har kunnet se paa de tilstedeværende, at de undertiden har haft Lyst til at spørge mig om, hvorfor jeg i sin Tid var rejst saa pludselig bort, saa at jeg ikke kunde bekræfte Olivers Beretning. Men jeg beder Dem lade mig vente med at forklare, til jeg selv finder det rigtigt! Ellers kunde der let vækkes Haab, som maaske ikke bliver til noget, og skabes endnu flere Vanskeligheder og Forviklinger.... Ja og skal vi saa ikke gaa
