Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/228

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

228

CHARLES DICKENS

hinandens Ansigter. De vekslede et hurtigt Blik: i begge Øjne luede en Ild, som ikke var til at tage fejl af.

»Jeg mener,« sagde Fagin, som indsaa, at Forstillelse var overflødig. »for vor egen Sikkerheds Skyld — ikke for voldsom! Gør det klogt Bill!«

Han havde imidlertid drejet Nøglen om i Laasen. Bill rev Døren op, og styrtede ud.

Han standsede ikke, og betænkte sig ikke, han saa' hverken til højre eller venstre eller op eller ned, men fo'r bare lige ud, med Tænderne saadan sammenbidte, saa Kævebenet syntes at ville springe ud gennem Huden, og med hver en Muskel i Ansigtet spændt. Saadan naaede han hen, hvor han boede. Han lukkede sagte Gadedøren op, listede sig op ad Trappen, kom ind, lukkede Døren i Laas efter sig, flyttede et tungt Bord hen foran den, og gik saa hen og trak Sengeomhænget til Side.

Nancy laa', halvt paaklædt, paa Sengen. Hun maatte være blevet vækket, for hun saa' sig fortumlet om.

»Rejs dig!« sagde han.

»Aa er det dig, Bill?« spurgte hun, glad over at han var kommet hjem.

»Ja! Rejs dig!« sagde han.

Der stod et tændt Lys; han tog det ud af Stagen, og kylte det ind under Kakkelovnen. Da Nancy saa', at det var ved at dages, gik hun hen og vilde trække Rullegarpinet op.

»Lad være!« sagde Sikes og stødte hendes Haand bort. »Her er lyst nok til det, jeg skal bestille!«

»Men Bill,« udbrød han urolig, »hvad stirrer du saadan paa mig for?«

Hans Næsebor dirrede, og Brystet gik paa ham. Et Øjeblik stirrede han paa hende, saa greb han hende om Hovedet og om Halsen, slæbte hende midt ud paa Gulvet, skottede tilbage til Døren, og holdt sin svære Haand op for hendes Mund.

»Bill! Bill!« gispede hun og stred imod i Dødsens Angst, »jeg skal ikke skrige — ikke skrige — hør mig blot! — tal til mig! — hvad er det, jeg har gjort —?!«

»Det véd du jo, dit Helvedes Bæst!« mumlede Sikes mellem Tænderne. »Du blev passet op i Nat, hvert Ord, du sagde, blev hørt!«

»Aa i Guds Navn, Bill!« tiggede hun, og klyngede sig til ham, »saa skaan mit Liv, som jeg skaante dit!… Bill, kære Bill! du kan ikke have Hjerte til at staa mig ihjel. Husk paa alt, hvad jeg i Nat gav slip paa for din Skyld! Bill! Bill! for Guds Barmhjertigheds Skyld, vent! Ved min syndige Sjæl, jeg har været dig tro, — jeg har været dig tro, Bill!«

Han gjorde nogle voldsomme Bevægelser for at faa Hænderne fri; men hendes Arme var krampagtigt slyngede om ham.

»Hører du, Bill!« jamrede hun og søgte at presse Hovedet op imod hans Bryst. »Herren og den kære unge Dame tilbød mig et Hjem i et fremmed Land. Lad mig gaa til dem igen og bede dem paa mine Knæ