229
OLIVER TWIST
om, at de vil være lige saa gode mod dig, og lad os saa fly fra dette skrækkelige Liv, — det er aldrig for sent at angre, — det sagde de, og jeg føler det nu, men vi maa have Tid, — en lille — Smule Tid — —!«
Han havde vristet sin ene Arm fri og fik fat i sin Pistol. Men midt under hans Raseri fo'r som et Lyn den Tanke gennem hans Hoved, at skød han, vilde alt øjeblikkelig blive opdaget. Saa huggede han, af al sin Kraft, to Gange Pistolkolben ind i hendes opadvendte Ansigt, der næsten rørte ved hans.
Hun vaklede, blindedes af Blodet, der væltede frem af et dybt Saar i Panden, og faldt. Med Besvær kravlede hun op paa Knæ, fik frem fra Brystet et hvidt Lommetørklæde — Rosa Maylies! — holdt det i sine foldede Hænder saa højt til Vejrs, som hendes Smule Kræfter tillod hende, og fremaandede en Bøn til Gud om Barmhjertighed.
Hun var frygtelig at se til. Sikes tumlede tilbage mod Væggen og holdt et Øjeblik Haanden for Øjnene. Saa greb han sin tunge Knippel og slog hende i Gulvet.
46.
Sikes' Flugt.
Den blanke Sol, der bringer ikke blot Lyset igen men ogsaa Liv og Haab og ny Friskhed, gik straalende op over det store London. Uden Forskel skinnede den ind gennem kostbart malede Ruder og gennem fattige Vinduer, hvis Huller var klistret til med Papir. Den skinnede ogsaa ind i Værelset, hvor den myrdede Nancy laa. Sikes søgte nok at holde den ude, men den kom ind alligevel. Og havde Pigebarnet været frygteligt at se i den usikre Dæmring, hvor meget frygteligere blev hun saa ikke nu i det blændende Lys!
Han havde ikke rørt sig, han var bange for at flytte sig. En Gang havde han kastet et Tæppe hen over hende. Men det var værre at tænke sig hendes Øjne og at forestille sig, at de saa' op efter ham, end virkelig at se dem. Saa havde han revet Tæppet af hende igen. Og der laa hun nu, — kun Kød og Blod, — men hvilket Kød og hvilket Blod!
Han gjorde Ild paa og stak Kniplen ind i Flammerne. Der sad nogle Menneskehaar paa Enden af den: de blussede op, blev til Aske, hvirvledes til Vejrs af Lufttrækket. Hvor forhærdet han end var, — det gøs i ham. Men han blev ved at holde paa Kniplen, til den var brændt over, og stak saa Stykkerne ind i Ilden. Han vaskede sig og gned paa sit Tøj. Der var nogle Pletter, som ikke vilde gaa af; han klippede Stykkerne ud og brændte dem. De Pletter, de Pletter! Hunden var blodig om Poterne.
Ikke et Øjeblik havde han vendt Ryggen til Liget. Nu gik han baglænds hen til Døren og slæbte Hunden med sig, for at den ikke skulde
