241
OLIVER TWIST
»Jeg siger Jer,« udbrød Charley og truede med knyttet Haand og talte sig mer og mer hidsig, »jeg siger Jer i Forvejen — aa, jeg er ikke bange for ham! — at kommer de her og søger efter ham, saa angiver jeg ham! Hører I! Han kan slaa mig ihjel, hvis han har Lyst, og hvis han tør; men er jeg her, saa angiver jeg ham, om han saa skal blive levende brændt!… Morder!… Hvis I ikke er nogle fejge Pjalte, saa hjælp mig!… Morder!… Hjælp mig — ned med ham!« Og ude af sig selv styrtede han ind paa den bomstærke Mand, saa pludselig og saa rasende, at han virkelig rev ham om paa Gulvet.
De tre andre stod lamslaaede og gjorde ikke saa meget som Mine til at ville lægge sig imellem. Sikes og Charley laa og brødes paa Gulvet. Charley lod til at være følesløs for alle de Slag, han fik, han bare borede og borede Hænderne ind mod Morderens Hjerte, mens han blev ved at raabe om Hjælp. De kæmpende var dog for ulige, til at Kampen kunde vare længe. Nu havde Sikes faaet Charley ned under sig og satte Knæet paa hans Strube. Men i det samme trak Toby ham bort med et Ryk og pegede ængstelig mod Vinduet. Lys blinkede nede fra Gaden, Stemmer raabte i Munden paa hverandre, over den nærmeste Bro klaprede og trampede utallige Fødder. Støjen kom nærmere og nærmere. Med ét blev der banket voldsomt paa Gadedøren, og en højrøstet Mumlen af forbitrede Stemmer slog op imod dem.
»Hjælp! Hjælp!« skreg Charley, saa det skingrede. »Han er her, han er her! Spræng Døren! — de lukker ikke op! — spræng Døren!«
»I Kongens Navn!« raabte en Stemme neden under. Straks efter kom den rasende Mumlen igen, og der huldrede Slag mod Gadedøren og mod de nederste Vindusskodder.
»Luk Døren op ind til Kammeret, at jeg kan faa spærret den Satans Skraalhals inde!« skreg Sikes, mens han slæbte af med Charley, saa let, som kunde han have været en Klud. »Gesvindt for Satan!« Han slængte Charley ind i det tilstødende Kammer, smak Døren i, drejede Nøglen om. »Holder Gadedøren?« spurgte han saa.
»Den er lukket med baade Slaa og Bolt,« mumlede Toby, der ligesom de andre to var fuldstændig fra det.
»Og Fyldingerne? Og Vinduerne?«
»Altsammen beslaaet med Jern.«
Sikes rev Vinduet op og truede ned ad Menneskemylderet: »Rejs ad Helvede til!« skreg han. »I kan skabe Jer, saa galt, I vil, — mig faar I ikke!«
Nede fra svaredes med et afsindigt Hyl. Nogle raabte, at man skulde stikke Ild paa Huset; andre brølte til Politibetjentene om at skyde Sikes; andre igen forlangte Stiger og Økser og løb frem og tilbage med Fakler, som for at lede efter disse Redskaber. Og de skraalte og skældte og handte og spærrede Vejen for Folk, der vilde frem. Et Par af de modigste søgte at klatre op ad Tagrenden eller ad Revner i Muren.
Sikes havde lukket Vinduet igen og var ligesom gyst tilbage. »Det var Højvande, da jeg kom,« sagde han; »skaf mig et Tov, et langt Tov!
