90
CHARLES DICKENS
af det, uden de Tampe, der hugger Rovet. Og du har akkurat ligesaa godt Ret til det som de!«
»Fuldstændig rigtigt, fuldstændig rigtigt!« udbrød Jøden, der ubemærket af Oliver var kommen ind. »Det er soleklart, min Dreng, soleklart! Tja… hæ, hæ, hæ! tag du bare efter Rævetampen! for han kan sin Katekisme paa Fingrene!« Og den Gamle gned sig i Hænderne og fniste af Henrykkelse over Rævetampens Dygtighed.
Dermed standsede foreløbig Forhandlingerne. Thi Jøden havde havt Følgeskab hjem af Frk. Betsy og af en Kavalér, som Oliver ikke havde set før, men som Rævetampen kaldte Fregne-Tom. Han havde staaet et Øjeblik udenfor og gjort Kur til den unge Dame, men kom nu ind.
Fregne-Tom var ældre end Rævetampen, han havde tilbagelagt 18 Vintre; men i hans Holdning overfor sidstnævnte unge Herre var der alligevel en Slags Ærbødighed, som syntes at antyde, at han vidste selv, han stod under ham i Snuhed og fagmæssig Uddannelse. Han havde et Par smaa, glippende Øjne, var stærkt koparret, mødte i laadden Hue, Jakke af tykt, mørkt Bomuldstøj, fedtede Hvergarns Bukser samt Forklæde. Dragten var unægtelig lidt tarvelig; men han undskyldte den overfor Selskabet med, at han først for en Time siden »havde siddet sin Tid af,« og saasom han de sidste seks Uger havde baaret »Husets Tøj,« havde han ikke faaet skænket sine egne Klæder tilbørlig Opmærksomhed. Han tilføjede, under utvivlsomme Tegn paa Utilfredshed, at den ny Manér med at dampe Tøjet var ligefrem forfatningsstridig; for der blev brændt Huller i det, og saa kunde man alligevel ikke kræve Erstatning af det Offenlige. Det samme gjaldt, efter hans Formening, den Skik at klippe Folk ganske skaldede derinde, det var et rent og skært Lovbrud. Fregne-Tom sluttede med at erklære, at han i 42 dræbende lange og haarde Arbejdsdage havde ikke smagt saa meget som en Draabe, og han vilde ønske, den Onde maatte partere ham, dersom han ikke var saa rusten i Halsen som en Skorsten.
»Hvor tror du, den unge Mand kommer fra, Oliver?« spurgte Jøden grinende, medens de to andre Drenge satte en Flaske Brændevin og Glas paa Bordet.
»Det — det véd jeg ikke, Hr.,« svarede Oliver.
»Hvad er dèt for én?« spurgte Fregne-Tom og mønstrede Oliver overlegent.
»En lille Ven af mig,« forklarede Jøden.
»Sikket Held for ham!« sagde Fregne-Tom og saa' betydningsfuldt paa Fagin. »Ja det kan nu være lige meget, min Gut, hvor jeg kommer fra: du finder nok selv snart Vej derhen, det tør jeg holde en Krone paa.«
Det Indfald lo de to andre Drenge meget af, og de kom med forskellige Vittigheder over samme Æmne. Saa hviskede de noget med Fagin, og drev af, og lidt efter gik ogsaa Fregne-Tom og Frk. Betsy.
Fra den Dag var Oliver kun sjældent ene, men næsten altid sammen med Rævetampen og Charley, som legede den gamle Leg med
