98
CHARLES DICKENS
læst i hans Tanker. Men han sagde nok saa rask, at det vilde han gærne.
Fagin svarede blot med et Spørgsmaal: »Ja, hvad tror du?«
»Det ved jeg saamænd ikke, Hr—.«
»Hm!« sagde Jøden og drejede Hovedet om mod Ilden, skuffet over, at Drengens Miner intet havde røbet ham, »ja vent du saa, til Bill selv siger dig det!« — Og han var tavs og vranten hele Dagen.
Om Aftenen, da han skulde til at gaa ud, satte han et Lys frem paa Bordet. »Du kan tænde det,« sagde han; »og her har du en Bog, som du kan læse i, til de kommer og henter dig. Godnat!«
»Godnat, Hr—,« svarede Oliver sagte.
Jøden gik hen til Døren, saa' saa over Skuldren om paa Drengen, blev pludselig staaende, og kaldte paa ham.
Oliver saa' op. Jøden pegede paa Lyset, at han skulde tænde det. Oliver gjorde det, og opdagede, at Jøden stod derhenne i den mørkere Del af Stuen og stirrede paa ham med rynket Pande.
»Tag dig nu i Vare, Oliver! tag dig i Vare!« sagde den Gamle og virrede advarende med højre Haand. »Han er en slem Mand og agter ikke Blod, naar hans eget er i Kog. Hvad der end kan ske, saa muk ikke, men gør, som han siger! Husk paa dèt!« Han lagde Eftertryk paa de sidste Ord, og hans Ansigt fortrak sig til et hæsligt Smil; saa nikkede han til Oliver, og gik.
Da Oliver var blevet ene, støttede han Hovedet i Haanden og grublede med bankende Hjerte over, hvad Jøden havde sagt. Han kunde ikke tænke sig noget som helst slemt eller slet Formaal, der skulde opnaas ved, at han blev sendt hen til Bill Sikes, og som ikke lige saa godt kunde opnaas, hvis han blev hos Fagin. Efter at han havde brudt sit Hoved længe, fik han endelig ud, at han skulde vistnok varte Sikes op, indtil man fandt en Dreng, der passede bedre dertil. Da han var saa vant til at lide og havde lidt saa meget, hvor han var, gjorde Udsigten til at skulle skifte Opholdssted ham ikke synderlig forknyt. Han sad nogle Øjeblik i Tanker, pudsede saa med et Suk Lyset, og satte sig til at læse i Bogen, som Jøden havde givet ham.
Først bare bladede han i den. Men saa var der et Sted, der vakte hans Opmærksomhed, og snart læste han spændt. Det var Historier om Stor-Forbryderes Oplevelser og om Forhørene over dem. Han blev kold af Skræk, medens han læste om alle de skrækkelige Misgerninger; Bogens tilsmudsede Blade syntes at plettes med Blod, Ordene, der stod, klang ham ind i Ørene, som om de hviskedes frem af de myrdedes Genfærd. Helt ude af sig selv af Angst smak han Bogen i og skød den fra sig. Og han kastede sig paa Knæ og tiggede Gud om, at han aldrig maatte komme til at begaa noget saa rædselsfuldt, langt, langt hellere vilde han dø straks. Lidt efter lidt faldt der saa mere Ro over ham. Med sagte og brudt Røst bad han, at Gud vilde fri ham ud af den Fare, han var i, og hvis der var Bistand og Hjælp for en stakkels forstødt Dreng, som aldrig havde kendt til Families og Venners Kærlighed, at den da
