Min Opfattelse af Sagens nærværende Stilling med Hensyn til Islands politiske og statsretlige Forhold er i Korthed altsaa denne:
Ved allerhöieste Kundgjörelse 4. April 1848 har Hans Majt. bebudet Indförelsen af en constitutionel Forfatning, og deels ved Henlæggelsen af de islandske Sager under ansvarlige Ministre, deels ved Valglov 7. Juli tilkjendegivet, at Island ogsaa skulde blive deelagtigt i denne constitutionelle Forfatning. Det constitutionelle Princip faaer saaledes Anvendelse paa Island, men Modaliteten med Hensyn til dets Anvendelse er ikke bestemt.
Ved Reskript 23. Sept. 1848 har Hans Majt. givet et Tilsagn om, at Grundbestemmelserne om Islands forfatningsmæssige Stilling i Riget ikke skulde blive endelig fastsatte förend en Forsamling i Landet selv derover var hört.
Denne Forsamling, som sammentraadte ifölge Valglov 28. Sept. 1849 og Patent 16. Mai 1850, er ikke hört, men har været afskaaret Leilighed til Udtalelse af dens frie Mening inden de i Reskr. 23. Sept. 1848 bestemte Grændser.
Det kongelige Tilsagn i Reskr. 23. Sept. 1848 kan ikke ansees opfyldt ved det i Kundgjörelse 12. Mai 1852 givne og siden gjentagne Tilsagn om, at Althinget skal blive hört i Henhold til For. 8. Marts 1843 § 79, der kun omtaler Forandringer i denne Forordning, og kan ikke opfyldes paa anden Maade end ved Sammenkaldelse af en ny Forsamling, overeensstemmende med Valglov 28. Sept. 1849.
Med denne Forsamling, som stötter sig paa et constitutionelt Grundprincip, og repræsenterer en særegen Statsdeel, som staaer i et særegent Forhold til Kronen og til de övrige Statsdele, maa tilveiebringes en Overeenskomst om den Modalitet, hvorunder det constitutionelle Princip skal træde i Kraft, og Forbindelsen med de andre Statsdele ordnes, det vil sige: de Grundbestemmelser, som ere
