Side:Om Islands statsretlige forhold.djvu/32

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
30

Saaledes endte denne Skatte-Udskrivning, og jeg seer ikke at derfra kan hentes noget Beviis i den Retning som den ærede Forf. vil.

Snarere skulde der findes et Beviis for etslags Afhængighed deri, at Island ingen Deel findes at have taget i de vidtlöftige Forhandlinger, der ledsagede Calmar-Unionen; men dette er dog, nöiere betragtet, aldeles i Overeensstemmelse med Islændernes Politik fra Begyndelsen af, nemlig slet ikke at gjöre Fordring paa at blande sig i de skandinaviske Rigers politiske Forhandlinger, men alene at holde paa Landets Autonomie for dets egne Anliggender, og dets Forhold til Kronen alene. Efter en saadan Synsmaade var det naturligt, at Islænderne med temmelig Ligegyldighed betragtede Tronfölgelove, især saadanne, som de ikke havde været med at vedtage, da de mente, at Landets frie Forhold til Kronen og deres gamle Forbehold, i Forbindelse med Hyldingen, hvor dette Forbehold altid kunde komme til Anvendelse, var dem en bedre Sikkerhed, end Deeltagelse i Forsamlinger, hvor de med störste Sandsynlighed kunde beregne at være i födt Minoritet, og som Fölge deraf blive bragte i den Nödvendighed, at maatte underkaste sig Majoritetens Beslutning som en tvingende Lov.

I Kong Erik af Pommerns Tid forekomme to Aktstykker, begge fra Althinget i Island, hvilke betegnes som Hyldingsbreve. I begge disse omtales Kongens Hylding i Island som noget der er frivillig ydet af Islænderne selv, i Henhold til Landets Lov, og under Reservation af, at han vil holde Landefreden og overholde de Retterböder, som af Kronen