anseet for nödvendig for at give enhver Anordning Gyldighed for Island.
Ved Siden deraf fremtræder Althingets Autonomie fuldkommen i dens gamle Form og Gyldighed med Hensyn til næsten alle indenlandske Anliggender. Det resolverer med fuldkommen Lovskraft om Fortolkninger af Lovene, om Skatter og Afgifter og andre borgerlige Ydelser og Pligter, og anordner endogsaa nye Indretninger, disses Iværksættelse og de dertil fornödne Paalæg. Paa een Dom finder man at der er udvirket kongelig Stadfæstelse, nemlig den saakaldte Store-Dom 1564[1], og dette ikke alene paa Grund af denne Doms indgribende Vigtighed for den hele criminelle Lovgivning for Landet, men ogsaa, og maaskee allermest, paa Grund af Lensmandens personlige Stilling til den, da han under Forhandlingerne havde med stærke Midler faaet sat igjennem mod de Flestes Anskuelse, at der skulde fastsættes Livsstraffe for Hoer- og Leiermaalsforseelser, hvilket ikke stemte med Islands ældre Love[2]. Det har derfor sandsynligviis været ham vigtigt, at faae Dommen omgjærdet med den störst mulige Autoritet. At Island i denne Periode ingenlunde er indbefattet i Danmark eller Norge, viser fremdeles: 1) Aabent Brev 20. April 1619, som befaler, at Sysselmændene i Island skulle herefter aflægge Eed paa at "ville være Os og Riget og Lande huld og tro udi alle Maader"[3]; 2) det saakaldte "Mandat og Forbud" 18. Marts 1637 mod Hamborgernes Handel "udi og over Hans
- ↑ Lovs. for Isl. I, 84.
- ↑ En utrykt Memoire i den arnamagn. Saml. om denne Sag.
- ↑ Lovs. for Isl. I, 180; M. Ket. II, 283 læser: "Os og vore Riger og Vor Land" (nemlig: Island) o. s. v., som egentllg er en bedre og tydeligere Læsemaade, men i Lovs. for Isl. har man fulgt Cancelliets Registrant, heller end M. Ket., da man ikke havde Originalen.
