derefter i Tidens Löb er bleven enten tilsidesat eller forglemt af Kronen og dens Raadgivere. Jeg indseer nu ikke at Reservationen derved har tabt dens retlige Betydning, da den engang er formelig modtaget paa Kronens Vegne, og aldrig tilbagekaldt af Islænderne, det forekommer mig tvertimod, at det herved er gjort indlysende, at det trænger til et yderligere Beviis end Patentet af 1709 (som iövrigt aldrig har været publiceret i Island, eller bragt til Folkets Kundskab paa sædvanlig Maade), at Kong Frederik den Tredie virkelig har paatænkt at inddrage Island under Kongelovens Omraade. — Man seer da saaledes, at allerede Grundlaget for Islands hele politiske Stilling og Forhold til Rigerne efter 1662 er i det mindste heel omtvisteligt, og det forekommer mig, at man endogsaa ved de her fremsatte uimodsigelige Kjendsgjerninger erholder en bedre Forklaring af at Island ikke nævnes i Kongeloven, ligesaa lidt som de andre Statsdele, der stode udenfor samme, end den som den ærede Forf. giver.
I denne Tid forekommer endnu et Faktum, der tydelig erindrer om den gamle Forenings-Akt fra 1262. — En Mand fra Island, ved Navn Jon Eggertsson, havde forebragt adskillige Klagepunkter om flere af Landets höiere Embedsmænd, deriblandt Laugmændene. Da han havde forebragt Kongen, at ingen Domstol i Island kunde betroes at dömme i Sagen, fik han bevirket i Aaret 1682, at flere af de anklagede Mænd, navnlig begge Laugmændene, bleve indstævnede for Kongen og Höiesteret i Danmark. Men efter Indhentelsen af en nærmere Underretning udkom Reskr. 18. Mai 1683, hvori det hedder, at "efterdi samme Sager, efter Landets Privilegier, ikke forhen til Althinget ere bleven afhandlede", skulde Landfogden paa Amtmandens Vegne, "efter fornævnte Privilegiers Anledning", foretage Sagerne först i Overretten, uagtet de nævnte Höiesterets-Stævninger,
