lige agtes"; dette maa fölge ligefrem deraf, at Island i den Periode, hvori Indfödsretten er given, er af Regjeringen indbefattet under Colonierne.
Med Hensyn til Lovgivningen gjör den ærede Forf. den almindelige Bemærkning, at det her er "naturligviis det væsentlige, at Island var under den samme Lovgivningsmagt, som det övrige Rige, men derimod noget Ikke-væsentligt, at Island har beholdt sine ældre Love og senere erholdt særegne Love". Denne Bemærkning kan dog, som det forekommer mig, ingenlunde i sin Almindelighed gjelde som begrundet. Om end to Lande staae under den samme absolute Konge, som i Principet antages at have hele Lovgivningsmagten i Hænder, maa den særegne Lovgivning ansees som et af de allervæsentligste Momenter i Landenes statsretlige Forhold, thi saalænge den absolute Konge finder det rigtigt og passende, at hvert af de ham underlagte Lande beholder sin særegne Lovgivning, saa maa denne særegne Lovgivning naturligviis altid være historisk og statsretlig begrundet i de foregaaende politiske og nationale Forhold og Tilstande, og saaledes danne et fuldkommen retligt Grundlag for en vis Selvstændighed, eller Ligestilling med andre Statsdele, der ogsaa have deres særegne Love. Det viser sig ogsaa, at Islands Selvstændighed i denne Branche staaer renest, deels fordi man der fandt Forholdene mest rene for sig, deels fordi Islænderne selv der kunde udöve en vis Control, hvad de ikke kunde med Hensyn til Regjeringens egne Arrangements, Traktater med fremmede Magter o. s. v., da de ikke engang kjendte disse Foranstaltninger eller Aktstykker af Navn, meget mindre havde nogen Deel deri.
Det er da med Hensyn til Lovgivningen i dette Tidsrum det væsentligste Moment, at den islandske Lovbog Jonsbogen vedblev at være gjeldende som Landets Hovedlov, og Islands Lovgivning havde saaledes en anden Grund-
