Side:Om Islands statsretlige forhold.djvu/78

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
76

höieste Domstol, men hvorfra dog Sager gik til Höiesteret i Kjöbenhavn (Canc. Skr. 4. Juni 1796); Imidlertid foraarsagede det en stor Forvirring i disse Institutioner, deels at den gamle Regel med Hensyn til Overrettens Præsidium ikke blev opretholdt, deels at Kongen oftere befalede Mænd som havde et ganske forskjelligt Hverv (f. Ex. Landcommissarierne), at tage Plads som Dommere i Overretten, hvorved meget ubehagelige Collisioner bleve uundgaaelige. Andre Uregelmæssigheder, f. Ex. Forbigaaelse af de lovlige Instantser ved særegne kongelige Bevillinger, Forrykkelse af de sædvanlige Værnething, ved i Handelssager at henlægge det til den ene Parts (Kjöbmandens) Opholdssted, o. s. v., skal jeg ikke her videre omtale. Til Höiesteret bleve Sagerne appellerede i Begyndelsen efter Ansögninger fra de tabende Parter, og derpaa erhvervede kongelige Bevillinger, men ligesom de efterhaanden udkomne Höiesterets Instructioner ikke nævne islandske Sager, saaledes er ingen Lov vedkommende Höiesteret publiceret i Island indtil For. 7. Juni 1760, og selv efter denne Tid hörer saadanne Loves Publication til Sjældenhederne.

Det forekommer mig saaledes klart, at Islands særegne Stilling er ogsaa i denne Periode anerkjendt, navnlig i Henseende til Lovgivning, Retsinstitutioner, Sprog m. v., og at de Afvigelser herfra, som have fundet Sted, navnlig med Hensyn til Forholdene til Udlandet og det Administrative i Regjeringen, ikke kunne betegnes anderledes end som Uregelmæssigheder, hvorpaa Intet kan bygges til Præjudice for Island i statsretlig Henseende. At Islænderne ikke hævede sin Stemme derimod, som de dog ofte gjorde i Henseende til Handelen, har sin fuldgyldige Grund deels deri, at de manglede al Repræsentation hos Kronen, og derfor ikke kjendte, og ikke kunde kjende, hvad der foregik i en lang Afstand fra dem, og i lang Tid ikke var