sagn som var givet i Reskr. 23. Sept. 1848, hvilket den ansaae for den eneste gyldige Norm for Forsamlingens Ret og Competence. Efter dette Forslag var ikke alene Kongens Person fælles, men og den kongelige Arvefölge og de til Rigsforstanderskabet hörende Bestemmelser; Forholdene til Udlandet, Flaget, Mynt, Maal og Vægt, Universitetet, forudsattes som fælles; andre fælles Spörgsmaal betragtedes som aabne, indtil en Forhandling derom kunde finde Sted, i hvilken Forhandling Islænderne mente at kunne vente Stemme. I de særegne islandske Sager skulde efter Forslaget Althinget træde i Rigsdagens Sted, Domsmagten være i indenlandske Domstoles Hænder, og Administrationen foregaae saavidt muligt i Landet selv.
Minoriteten erklærede vel udtrykkelig, at den "ikke kunde bifalde den Fremgangsmaade, som Regjeringen havde valgt til at indföre Danmarks Grundlov her i Landet (Island), ds denne Fremgangsmaade var aldeles forskjellig fra den, der igjennem et langt Tidsrum havde været den sæd- vanlige med Hensyn til dansk Lovgivning, som man har villet indföre her i Landet"[1], men den troede dog at burde anerkjende Regjeringsforslagets Grundprincip, og saaledes indskrænke sig til at foreslaae Modificationer i Regjeringsforslaget. Disse gik da ud paa: at Grundloven skulde gjelde for Island "forsaavidt den lod sig anvende", men skulde ikke anföres som vedföiet Loven; at en Regjering med ministeriel Magt maatte blive indrettet i Island selv; at i de muligen opkommende Tvistigheder om det Fælles og det Særegne skulde en Voldgifts-Comité, valgt deels af Althinget deels af Rigsdagen, sammentræde i Kjöbenhavn, og i Uenig-
- ↑ Det forekommer mig, at denne Udtalelse har dobbelt Vægt, da den, som det syntes, var Udtrykket af de fem kongevalgte Medlemmers (der tillige vare Landets höieste Embedsmænd) eenstemmige Mening.
