24 Mobyé, nyårsdag 1889.
kalder det slags huse. Men det er et godt hus med vægge-og döre, som kan lukkes; kun er her temmelig store sprækker i gulvet, som jeg skal ligge på, og det trækker koldt op igjennem dem. Men det går vel an. Jeg har havt besøg af tre unge Shaner, som talte rødkarénsk. Der var mange ting, de skulde have at vide af mig. Da de fik at vide, at jeg er en »pongje«,*[1]) mente de, at jeg også måtte kunne tale burmesisk, indtil jeg forklarede dem, hvorledes det hænger sammen. Så vilde de have mig hen at sove i deres skole sammen med deres pongjier. »Der er måtter på gulvet, og det trækker ikke så koldt op som her, og så har" de et ildsted midt på gulvet, hvor der brænder ild hele natten,« sagde de. Jeg spurgte dem, om deres pongjier vilde tillade mig at sove i samme hus som de. Jo, det vilde der intet være i vejen for, jeg skulde bare tage mine sko af (hoserne måtte jeg nok beholde på) og så min hue, da vilde der slet intet være i vejen, de vilde endog være glade ved at have mig der. Men jeg foretrak dog at blive her og sagde, at en anden gang vilde jeg måske følge deres venlige indbydelse.
Jeg kan ikke just sige, at jeg føler mig helt tryg her i »lögnhulen«, siden den unge høvding i fjor truede med at hugge hovedet af mig en dag, da jeg var her oppe til markedet. Han teede sig nemlig som en rigtig gadedreng og mente, kan skulde have lidt löjer med mig. Jeg syntes dog ikke, at jeg havde tid til at standse for at lade ham grine ad mig og gik uden videre forbi ham. Jeg tænkte desuden ikke på, at han var høvding (son af den gamle Mobyé), han opførte sig langt fra som en sådan. Da jeg nemlig var kommen forbi ham, hørte jeg jo nok, han skældte ud, men jeg gik min gang og lod som ingen ting. Den
- ↑ *) Det burmesiske udtryk for en gejstlig mand; men Burmeserne og ligeledes Shanerne er buddister.
