Pobia, den 3. januar 1889. 39
hen efter te og en slags pandekage eller fladbrød af grovt mel. Lidt efter kom Mr. Hildebrand og gjorde samme sörgsmål. Han vilde have mig til at tage nok en kop, og Xa jeg jo ikke kunde vide, hvornår jeg atter kunde få lejlighed til at få mad, så tog jeg imod hans indbydelse, mens vi stod og drak te, sagde han til mig, at jeg gærne kunde sige til Pobia, at når han (Mr. H.) kom tilbage fra XXst-Karennee, vilde han nok snakke med ham, og da gjorde han klogest i at give møde, for ellers vilde han komme til at fortryde det. Jeg lovede at besørge det.
Mine Karener var ikke kommne endnu, og jeg begyndte at tænke, at de måske var rendt deres vej af bare frygt, dette sagde jeg til Mr. Hildebrand og føjede til, at jeg sagens kom til at finde vej hjem til Pobia ene, hvad der i denne tid er langt mere farligt end vanskeligt især for en hvid mand. Da han hørte det, sendte han en Burmeser ned til byen for at se efter dem. Og et kvarters tid efter så jeg dem komme med sængetæppet godt svøbt om sig.
Så satte vi afsted tilbage samme vej, vi var kommen.
- I dag var folk ude at samle deres ejendele op, det vil lige: mænd var ude, kvinder så jeg ingen af. De to lig lå der endnu. I den torp, hvor vi var sidst i går, vilde man have mig til at tøve; men jeg sagde, at jeg skulde skynde mig over til Pobia for at tale med kongen. Oberst Sartorius havde nemlig sagt til mig, at det vilde være godt, om jeg kunde få Pobia til at sende dem den hest, som har her ovre, og som Mopæ havde bragt her til. Ti ellers kunde det let komme til at hedde sig, at Pobia havde stjålet den. I hvert fald vilde det hjælpe til at stemme e »grossen herren« mildere mod Pobia, hvis denne straks sendte hesten. Og jeg kunde skönne, at hvis hesten ikke blev sendt i dag, så vilde næppe nogen vove at tage over med den i morgen, når hæren var draget videre. Jeg
