53
Pobia, den 8. januar 1889.
I går havde folk jo jagtgilde, så der var da ikke tale om, at nogen kunde få tid at hjælpe os. I dag har der dog været nogle her og har båret hen af de gamle huse. Men det blir kun til lidt med dem, og til middag holder de helst op; så er de trætte, siger de. De snakker meget om deres træthed, og for en del er det vel sandt, men for en del er det kun snak og kælen for deres medfødte dovenskab. Jeg siger dog ikke stort til dem om det, både fordi jeg holder ikke af at snakke om det, og fordi jeg ikke tror, det vilde gavne synderligt. Rasmus synes, folk er alle halvdøde, han synes, de er så sløve, og der er alt for lidt liv i dem, og det har han vel grund til. Han ser ingen börn lege her. Alle andre steder i verden, hvor han har været, har börnene kunnet, lege, og det, mener han, er et godt tegn; men her ser han dem gå som gamle mennesker og med klædet (d. e. sængtæppet) op for munden til langt op på formiddagen og fryse. Nå, det han gærne være, at börnene er ikke rigtig börn, ligesom de gamle er ikke rigtig voksne; men kan også gærne være, at vi ser börnene sjælden lege, fordi når vi er i deres nærhed, så er de gærne optagne af at studere os. Sløve er de næsten alle, både gamle og unge i det hele taget (der gives selvfølgelig undtagelser) og meget mere end Shanerne og Burmeserne; men den egentlige grund dertil, tror jeg, ligger i levemåden: for meget drikkeri, for meget svineri, for mørke og usunde huse. — Ja de trænger i sandhed til at løftes —, Gud giv os nåde til at være hans tro tjænere og villige redskaber i dette arbejde!
