Side:Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet.djvu/86

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Bøn.

Du Hellig-Aand, Du som gjør levende, velsign Du ogsaa denne vor Forsamling, den Talende, den Hørende; frisk fra Hjertet skal det, med Din Bistand, komme, Du lade det ogsaa gaae til Hjerte!


A. T. Dersom Du vil agte, ikke paa den Tale, der føres om Hellig-Dagene i vore Kirker, men paa den, der føres om Hverdagene, og da forresten ogsaa om Søndagen udenfor Kirken: Du vil neppe finde Nogen, som ikke troer paa — f. Ex. paa „Tidens Aand”. Selv Den, der tog Afskeed med det høiere lyksaliggjort i Middelmaadighed, ja selv Den, der længst træller i Usselhedens Hensyn eller i slet Vindings foragtelige Tjeneste, ogsaa han troer, og fuldt og fast, paa Tidens Aand. Nu det forstaaer sig, noget Høit er det just egentligen heller ikke han troer paa, thi Tidens Aand er vel ikke høiere end Tiden, holder sig ved Jorden, saa den som Aand nærmest kunde lignes med Mosens Taager; men han troer dog paa Aand. Eller han troer paa „Verdens Aand”. denne stærke Aand — ja, i Tillokkelser, denne kraftige Aand — ja, i Vildfarelser, denne sindrige Aand — ja, i Bedrag, denne Aand, som Christendommen kalder en ond — saa det da forsaavidt ikke er noget meget Høit han troer paa, naar han troer paa den Aand; men han troer dog paa Aand. Eller han troer paa „Menneske-Aanden”, ikke Aanden i den Enkelte, men Slægtens Aand, denne Aand, der, naar den er gudforladt ved at have forladt Gud, atter efter Christendommens Lære er en ond Aand — saa det da forsaavidt ikke er noget meget Høit han troer paa, naar han troer paa den Aand; men han troer dog paa Aand.

Derimod saasnart Talen bliver om en Hellig-Aand, om