Side:Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet.djvu/96

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Og Aanden bringer dernæst Haabet, i strengeste christelige Forstand Haabet, dette Haab, der er Haab mod Haab. Thi der er i ethvert Menneske umiddelbart et Haab; det kan i den Ene være livsstærkere end i den Anden, men i Døden (ɔ: naar Du afdøer) døer ethvert saadant Haab, og forvandler sig til Haabløshed. I denne Haabløshedens Nat — det er jo Døden vi beskrive — kommer saa den levendegjørende Aand og bringer Haabet, Evighedens Haab. Det er mod Haab, thi ifølge hiin blot naturlige Haaben var der intet Haab mere, altsaa er dette Haab mod Haab. Forstanden siger: „nei, der er intet Haab”; dog Du er jo afdød fra Din Forstand, forsaavidt tier den vel, men kommer den nogensinde til Orde igjen, den vil strax begynde, hvor den slap „der er intet Haab” — og den vil vel spotte dette nye Haab, Aandens Gave, som de paa Pintsefesten forsamlede Kloge og Forstandige spottede Apostlene, og sagde: de ere berusede af ung Viin, saaledes vil den spotte Dig og sige til Dig „Du maa have været beruset den Gang Du kunde falde paa Sligt, idetmindste maa Du have været fra Forstanden” — der er ei heller Nogen nærmere til at vide det end Forstanden, og det er overmaade forstandigt sagt af Forstanden, thi at afdøe er ogsaa at afdøe fra Forstanden, og den levendegjørende Aands Haab er mod Forstandens Haab. „Det er til at fortvivle over, at der intet Haab er”, siger Forstander, „dog det kan man endnu forstaae. Men at der paa den anden Side af dette (at der intet Haab er) skulde være et nyt Haab, ja Haabet: det er, saasandt jeg hedder Forstanden, det er Galskab! Men Aanden, som gjør levende, hvad „Forstanden” ikke gjør, siger og vidner: „Haabet” er mod Haab. O, Du, som maaskee indtil Fortvivlelse kæmper i Haabløshed, forgjeves, for at finde Haab, ikke sandt, det er dette, Du ligesom trodser paa, at Du mener ubetinget