Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/118

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
110

foer hun sammen, hun lyttede, hun syntes, at Forsoningen var skeet, at Alt var godt igjen, hun græd, og medens den ene Taare vidskede den anden bort, sov hun ind.

Først Klokken otte om Morgenen vaagnede hun. Et uhyggeligt Mørke herskede i Værelset, thi Lyset kunde ikke bane sig Vei igjennem det mørke Rullegardin, medens de rullende Vogne og Tumlen paa Gaden underrettede om, at det var Dag. Julie var ganske kold, hun var bleven vækket ved en Støi fra Zülichs Værelse, hun hørte Nogen bevæge sig derinde, og ilede nu, sig selv kun halv bevidst, derind. Her var Alt i Uorden, Sophaen var skilt ad og stablet op mellem Stole, Borde og Speile o. s. v., og midt imellem Alt dette stod en stor, robust Bondekarl i en ulden Nattrøie og gabede. Julie saae sig forundret om, og spurgte om Zülich ikke var hjemme.

"Nei, lille Frøken, han boer her ikke mere, svarede Karlen, "og nu er jeg sendt hen for at besørge Tøiet."

"Han boer her ikke mere," gjentog Julie, som om hun ikke havde opfattet Meningen af de Ord, hun hørte; "hvor boer han da?"

"I Laxegade, lille Frøken, men see! dersom de vil besøge ham i Dag, saa er han nede i tre Hjorter.