drømte vaagen. Saaledes kunde man tilbringe hele sit Liv uden noget uopfyldt Haab, uden at bedrages i nogen Plan, uden at fornærmes eller krænkes af Nogen, uden noget Savn, kort sagt lykkelig, hvis ikke Forstanden bestandig skreg os i Øret: det er kun en Drøm. Det gik ikke Høllo bedre i sine Drømmerier end alle Andre, thi endskjøndt hans lille graalige Øie stirrede med en uvis Henrykkelse ligefrem, gav dog den lille Trækning med Munden ham et bittert, ironiserende Udtryk, der passede bedre til hans øvrige, markerede Træk. Høllo besad vel Ungdommens rene Friskhed, hans Bevægelser vare frie og graciøse, hans lyse, tilbagestrøgne, stærktkrøllede Haar gav ham endogsaa et kjækt Anstrøg, der klæder Ynglingen eller rettere den voxne Dreng saa godt, men stærke, utøilede Lidenskaber havde allerede tidligt gravet deres Furer i hans Ansigt og udbredt en med Haardhed og Foragt blandet Slaphed over hans Træk. Som Høllo her laa, skulde man antage ham for en Misanthrop, der foragtede Alt og kun beundrede sig selv og sin Tanke, og dog viste hans Liv saamange skjønne Træk af det inderlig gode Hjerte; hele hans Aandsretning havde sin Grund i en maaske forvidt dreven Agtelse for Mennesket, for Naturen og for den Sandhed, der kan sandses. Et saadant Udtryk kunde ofte i et
