Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/137

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
129

ikkedestomindre ganske rolig at løse sin Hat og Kaabe af.

"Hvad vil Du mig?" spurgte Alfred strengt og rynkede Brynene.

"Hvad jeg vil Dig?" svarede Julie med en væmmelig, affecteret Kjælenskab, og lagde Armene om hans Hals.

"Bort," raabte Alfred med usigelig Angst og stødte hende saa haardt med Haanden for Brystet, at hun segnede tilbage og næsten ikke kunde aande. Han elskede hende ikke mere, thi en Mand kan ikke elske en ureen Qvinde — ihvorvel en Qvinde nok kan elske en ureen Mand — men er han ædel, og har han nogensinde elsket hende, da griber en Følelse af Ulykke og Fortvivlelse ham, naar han seer hende lide, som er langt skrækkeligere end al den Smerte, en Qvinde kan føle hele sit Liv igjennem. I Mandens Sjæl har Naturen plantet tusinde og atter tusinde Følelser, der alle paa deres rette Stadium kunne være ædle, hans hele Leven stræber udad, men Qvinden eier kun een Følelse, det er Kjærlighed, i den kan hun optage og omfatte Alt, og enhver Følelse, enhver sjælelig Yttring, der ikke er Kjærlighed, er hende noget Fremmedt, som Manden bærer Skylden for, thi det er altid ham, der fordærver hende. Seer jeg en