Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/165

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
157

kan ikke komme ud af det med den Pige. Nu havde jeg — giv mig en lille Kop Thee til, Jomfru Knap — nu havde jeg — tak! det er nok — der sendt hende over i Sommerferien til Henriette paa Magnehøi, for at hun skulde blive rigtig tyk og feed, og faae lidt Humeur. Men jeg veed ikke, hvad Henriette har gjort ved hende, nu er hun reent melancholsk."

"Ja, seer Du Frederik," svarede Henriette levende, "her i Huset er det Coutume, at lade Henriette bære Skylden for Alt. Husk paa det, naar Du kommer i Conflict med Moders Tærter eller hendes Syltetøiskrukker."

"Ja, jeg kan nok hnske," svarede Frederik, "at vi altid gav Dig Skylden for vore Spilopper, thi Du var Moders Kjæledægge og kunde derfor lettest faae Tilgivelse."

Ludvig begyndte nu at holde en lærerig Forelæsning for Frida over Themaet: Livet er Glæde og Glæden er Liv o. s. v. indtil han fik hende til at lee og saa — begyndte han forfra.

Senere hen paa Aftenen kom den unge Murino. Det var en Mand paa henved 30 Aar, meget høi og stærkt bygget, hans Ansigt var næsten fiirkantet, fladt, brunligt og glat, som en Slangeham, hans sorte Øine vare spillende og ildfulde, men uden Ud-