Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/17

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
9

bankedes der sagte paa Døren og — Valdemar traadte ind. Det var første Gang, at han besøgte Høllo, saa at man godt kunde kalde det Ironi af Skjæbnen, saaledes at føre ham ind i dette Øieblik, for ligesom at spotte Rudolph. Den varme Deltagelse, hvormed Valdemar spurgte til Høllos Befindende og den næsten faderlige Ømhed og Myndighed, hvormed denne behandlede Valdemar, satte Rudolph i endnu større Forbauselse. Han gav tilsidst sin Forundring Luft ved at nedtage den ene Pibe af Væggen efter den anden, stoppe og antænde dem og derpaa hænge dem op, som om de ikke ret vilde smage ham, imedens han med megen Omhyggelighed rodede om imellem en nys til Høllo ankommen Pakke Bøger, der laa paa Skrivebordet; endelig fandt han imellem disse "den lille Declamator" og gav sig nu ganske rolig til at forenynne nogle Vers af den til selvlavede Melodier, medens Høllo og Valdemar fordybede sig i en ret levende Samtale.

"Jeg troer dog, at jeg nu," sagde Valdemar, "kan have Ret til at yttre en Mening om den i øverste Classe herskende Aand, da jeg har været her en heel Maaned, og jeg kan ikke begribe, hvorfor De bekjæmper min Mening, da den er saa smigrende for Deres Kammerater og Dem selv."