Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/172

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
164

— O Gud! o Gud, hvorfor har Du gjort mit Hjerte ondt? Hvorfor slaaer Du mig ikke med Vanvid, hvorfor knuser Du mig ikke? — Nei Du har bestemt, at jeg skal ende i Helvede. Du har berøvet mig den sidste gode Gnist i mit Liv, Du har forgiftet mig den sidste rene Draabe Blod, jeg eiede — hende, der skulde forsone mig med Dig, med mig selv, med Verden." Her sank han atter tilbage i Sophaen. Werner betragtede ham en lang Tid med ængstelig Bekymring og vilde just til at sige Noget, da Ludvig aabnede Døren og meldte: "Bordet er dækket."

"Nu, farvel Herr Werner," sagde Murino smertefuldt, idet han reiste sig. "Lad mig en anden Gang tye til Dem, naar det raser herinde. — Nu er jeg rolig. Lad mig nu reise hjem og foragt mig ikke. Hjælp mig, at finde min Broder! Giv mig Testamentet og lad mig endnu i Morgen reise til Jylland."

"Nei," svarede Werner næsten rørt, "nu skal De blive hos os. Jeg troer næsten, jeg holder af Dem. Efter Julen kan De søge Deres Broder, og Testamentet har Frederiksen."

"Ja, det er jo i Grunden det Samme, hvor det er, naar det blot bliver gjemt omhyggeligt," svarede Murino og lod sig føre halvt imod sin Villie af Werner til Spisestuen.