Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/175

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
167

"Jeg kjøber Bøger," svarede Frederik rødmende og gav sig til at spise overordentlig hurtigt.

"Nu lyver Du," raabte Ludvig, "for Du sælger tvertimod Bøger. Alle de gamle Skolebøger, som egentlig vare mine, har Du feiet ud af din Reol. Men jeg veed nok, hvad Du bruger dine Penge til. Kan Du huske en Morgen, vi gik paa Universitetet, da gav Du hende — den Tøs, der sidder paa Høibroplads med den lamme Dreng — en heel Daler. Det var nu aabenbart Luxus, for Du havde faaet samme Tak for en eneste Skilling. Til saadanne Narrestreger gaaer hans Penge."

"Det er ikke Narrestreger," udbrød Frida. "Jeg har selv seet det ulykkelige Barn, der med de lamme Fødder sidder der i sin Søsters Skjød og med et Smil betragter al den Verdens Herlighed, der passerer forbi hans Blik. Der gaaer mangen Dame i Silke og Foerværk følesløs forbi ham, for at bortødsle store Summer i en Galanteriboutik, men han misunder hende ikke; han skjuler sit Hoved under sin Søsters Tørklæde og drømmer, at han er glad, indtil Snee og Regn og Kulde vækker ham. Og den ulykkelige Søster, der maa opoffre maaske hele sit Liv for at betle den Føde til hendes stakkels Broder, som arme, fattige Forældre ikke kunde forskaffe ham! Nei Frederik,"