Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/182

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst
174

Par Dage, før Du reiste derfra — med et underligt Vildt Udtryk i Øinene — jo ham kjender jeg godt, han kom hver Morgen ned i Meieriet for at drikke Mælk. Han gik altid med snevre, sorte Beenklæder, Brunels Støvler, Randers Handsker og en stor Straahat."

"Ja," udbrød Frida glad, "det var ham. Hvad heed han?"

"Hvor skulde jeg vide det fra? Troer Du ikke en ung Forpagterkone har Andet at bestille midt i Høstens Tid, end at være nysgjerrig."

Efter et Øiebliks Pause begyndte Frida atter at tale med sig selv. "Jeg følte saa tydelig hos mig selv, da han trykkede min Haand og saae paa mig at jeg maate knytte hele mit Liv til ham. — Jeg begyndte ogsaa først at leve dengang. Jeg græd, da jeg reiste fra Magnehøi, men saa tænkte jeg paa ham og græd ikke mere. — Jeg tænker tidt paa ham — jeg tænker altid paa ham."

"Gud hvor man er sværmerisk, naar man er forelsket," sagde Henriette og lukkede Øinene for at sove. "Gud veed, hvordan Tardow har det? — Nu sidder han hjemme og kjeder sig ret elskværdigt. — Mon han længes meget efter mig? — ja naturligvis — Nei nu er han gaaet i Seng, Klokken gaaer jo til Tolv."