Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/191

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst
183

Vinduesfordybning og spurgte ham efter megen Hosten og uendelig mange Forlegenhedsudbrud og Undskyldninger for sin Dristighed:

"Har De ikke faaet et lille Guldkors af Deres Moder?"

"Jeg? nei," svarede Wilmot rødmende.

"Har De virkelig ikke?"

"Nei, jeg har ikke. Hvor falder De paa det?"

"Aa, jeg er en gammel Gjæk," svarede Frederiksen bedrøvet og trippede afsted, men den brave, ærlige Mand vidste ikke, hvad han havde gjort ved sit Spørgsmaal. Wilmot stod længe taus med Hovedet hældet til Vinduesposten og stirrede ud paa den frosne, med Snee bedækkede Jord. "Han har gjenkjendt mig — han fortæller Familien det — og saa." — Som Barn havde Harald bestandig havt den Tanke, at Folk kunde see paa ham, at han var en Bastard, og endnu kunde han ikke, skjøndt voxen, ganske udrydde den; i ethvert Tilfælde betragtede han sig som et Menneske, hvis Fødsel var hans Vanære og hvis Rettigheder og Fordringer i Livet alene beroede paa det Navn, han havde tilløiet sig. Imidlertid besluttede han sig dog til at aabenbare sig for Frederiksen, da han frygtede for at denne i sin Uvished skulde raadføre sig med Andre.